Danmarks bedste reklame kåret
Tankevækkende reklame fra Foreningen Familier Med Kræftramte Børn har vundet Jyllands-Postens Aurora-pris 2013.
Den slags problemer I render rundt med i hverdagen, det er sådan nogle, vores familier kun kan drømme om.
Reklamerne for Foreningen Familier Med Kræftramte Børn viser med billeder og video en række hverdagssituationer med budskabet: ”Helt almindelige problemer – en drøm for nogle”.
Foreningen har fredag vundet Jyllands-Postens Aurora-pris 2013 for bedste reklamekampagne.
Præmie: 150.000 kr.
Vinderen af prisen får et gavekort på 150.000 kr. til at udbrede reklamekampagnen.
”Vi er en forholdsvis lille organisation. Det synes jeg bare, gør lykken endnu større. Der er nogen, der har nogle helt andre økonomiske muskler at spille med, end vi har, så det kan lade sig gøre på trods af, at vi har et begrænset budget,” siger talsmand for Foreningen Familier Med Kræftramte Børn, Kurt Hansen.
Gør du hverdagens problemer til noget stort?
Idéen bag vinderkampagnen er at vise, hvor små hverdagens problemer bliver, når et barn i familien får kræft.
”Der er mange, der puster dagligdagens problemer op til noget stort. Så siger vi, Herregud, vi repræsenterer nogle familier, som har nogle helt anderledes alvorlige problemer at tackle i hverdagen,” siger Kurt Hansen.
”Den slags problemer I render rundt med i hverdagen, det er sådan nogle, vores familier kun kan drømme om”.