0

Dampende e-cigaretter tromler tobakssalget

Salget af cigaretter rasler ned, mens stadig flere personer damper dagligt.

Et nyt lovforslag i fra Europaparlamentet skal blandt andet indføre regulering på markedet for e-cigaretter, der er blevet et yndet alternativ til de traditionelle smøger.  Arkivfoto: Martin Lehmann/Polfoto

Stadig flere danskere vælger at kvitte smøgen eller skære ned på forbruget.

Det konstaterer brancheforeningen Tobaksproducenterne, hvor salget af cigaretter i 2013 er faldet 11 pct. på bare et år.

Samtidig stiger danskernes hang til de elektroniske dampcigaretter, og det, mener Tobaksproducenterne, er med til at udhule salget af de traditionelle cigaretter.

"E-cigaretterne har været med til at forstærke udviklingen, og de er en del af forklaringen på, at salget faldet. Uden at kunne demonstrere det nøjagtigt, så er det vores vurdering, at e-cigaretterne er en væsentlig del af forklaringen," fortæller direktør for Tobaksproducenterne, Peder E. Jespsen.

Salget af cigaretter og tobaksvarer har været støt faldende i omkring ti år, men ifølge brancheforeningen så er faldet nu eskaleret yderligere.

Tvivlsomt alternativ

Det anslås, at omkring 50.000 danskere dagligt damper på cigaret-alternativet, mens yderligere 100.000 bruger dem en gang i mellem. Det er markante stigninger i forhold til foregående år.

Blandt andre har både Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Europaparlamentet tidligere udtrykt bekymring over, at vi ikke er mere tilbageholdende i vores forbrug samt ikke har reel regulering på markedet for e-cigaretter.

Indtil nu er der nemlig ingen, der kan bekræfte, at det ikke er farligt at pulse på de elektroniske cigaretter. For der er generelt stor usikkerhed om, hvad de indeholder, og man kan ikke være sikker på, at producenterne oplyser om alle ingredienserne. Det kom frem i en fransk undersøgelse for få måneder siden.

Både Norge og Brasilien har blandt andre forbudt salget af e-cigaretten, mens de hollandske myndigheder netop har iværksat en grundig undersøgelse af de skadelige effekter og overvejer at indføre forbud.

Begrænset handlekraft

Det årelange vigende salg af tobak mærkes bestemt i industrien, fortæller Peder E. Jepsen. Derfor slås virksomhederne lige nu alt, hvad de kan, for at skrabe markedsandele til sig.

"Det er ingen nyhed, at tobaksmarkedet i Danmark skrumper år efter år, og det indstiller tobaksvirksomhederne sig efter. Derfor er der en meget intens konkurrence om markedsandele, og samtidig optimerer virksomhederne på driften. Man skal huske på, at tobaksvirksomheder ikke har mulighed for at markedsføre og annoncere for sine produkter," siger han.

BRANCHENYT
Læs også