Er det slut med flere Ikea-varehuse?

Efter rekord regnskab ændrer Ikea Danmark strategi.

Den administrerende direktør for Ikea Danmark forventer en øget vækst på fire pct. i det nye regnskabsår.  Foto: Carsten Andreasen

Det har været alt andet end et pragtår for detailhandlen, der har haft svære vilkår.

Men det ser ikke ud til at have rørt Ikea Danmark, der bliver ved med at vokse og netop har fremlagt et regnskab med fine takter.

Det offentliggjorte regnskab fra Ikea Danmark viser, at den danske afdeling af Ikea har haft en omsætning på 3,3 mia. kr. i regnskabsåret 2012/2013. Derved er omsætningen blevet øget med 3,7 pct. i forhold til året før, og siden regnskabsåret 2007/2008 er omsætningen vokset med omkring 1 mia. kr.

Skal vokse indefra

Over de seneste fem år har Ikea Danmark investeret massivt i nye varehuse samt ombygget varehusene i både Gentofte, Taastrup og Aarhus, men den strategi skruer Ikea Danmark nu ned for.

"I de seneste år har vi haft et stort fokus på udvidelse og ombygning af varehuse, men den fart fortsætter vi ikke med. Der er jo en naturlig grænse for, hvor mange varehuse vi kan bygge i Danmark.

Jeg vil helst ikke afvise, at der slet ikke kommer flere varehuse, for vi har stadig drømmene og kigger altid efter mulige lokationer. Men nye varehuse eller ombygninger har vi ikke på tapetet i den kommende tid," siger administrerende direktør for Ikea Danmark, Dennis Balslev.

Investeringerne har kostet to mia. kr., og ifølge Dennis Balslev har det givet resultater i form af blandt andet nye arbejdspladser, flere besøgende og en kontinuerlig vækst i omsætningen.

"Men det, vi skal fokusere på nu, er, hvad der sker inde i husene. Det er indefra i vores varehuse, og når man møder os på nettet, at vi fremadrettet vil optimere forretningen," siger Dennis Balslev.

Udfordring de kommende år

Tidligere har Dennis Baslev udtalt, at udfordringen for Ikea Danmark i de kommende år bliver at øge omsætningen uden at udvide.

Og han forklarer, at sådan ser udfordringen stadig ud, da det altid er nemmere at bygge nyt og bygge varehusene større for at forøge væksten. Dog er udfordringen blot blevet endnu større, da møbelbranchen fortsat er presset.

"Vi havde forventet, at møbelbranchen stille og roligt ville forbedre sig, men det er jo ikke sket. Derfor er der heller ikke noget udefra, der automatisk vil give os vækst. Derfor må vi rette blikket indad," siger han.

Fokus på kunderne

"Når man har haft så travlt med at ekspandere, så er det klart, at man taber noget af styrken i mødet med kunden. Det gælder eksempelvis i Aarhus, hvor vi har optaget mange parkeringspladser i forbindelse med ombygningen. På den måde har det ikke altid været lige nemt at være kunde hos os. Det skal vi have fokus på nu," siger han.

Men selvom strategien nu er skiftet i forhold til de seneste års udvidelse, forventer Dennis Balslev stadig en vækst på yderligere fire pct. i det kommende regnskabsår.

Og i forbindelse med den årsberetningen forklarer Dennis Balslev, hvordan Ikea Danmark vil møde de foranstående udfordringer.

"Der venter os en stor udfordring internt, men vi kan ikke stille os tilfreds med, hvad vi har. Vi skal styrke mødet med vores kunder og sikre, at de fortsat bliver ved med at komme igen. Det betyder, at vi hele tiden skal udvikle måden, vi møder kunderne på," siger Dennis Baslev.

Primært tre vækstområder

"Som forbrugere forventer vi mere end for ti år siden. Ikke mindst på service, som både skal være høj og målrettet vores individuelle behov. Når vi skal vokse indefra, handler det derfor om at bygge videre på kerneforretningen og tilpasse konceptet ved løbende at optimere vores samlede servicepakke, så den passer til danskernes forskellige behov," siger Dennis Balslev.

Han mener, at Ikea Danmark her flere tangenter at spille på for at opnå den øget vækst på fire pct.

"Men det nye varehus i Aarhus, en styrket e-handel og vores servicepakke vil helt klart være de tre største områder, der vil give vækst i det kommende regnskabsår," siger han.

Nethandlen skal styrkes

Ifølge Dennis Baslev har især e-handlen et stort uudnyttet potentiale, selvom Ikea Danmark i øjeblikket oplever en tocifret vækst på e-handlen.

"Vi tror på, at vi fremadrettet kan vækste i mange år på e-handel, da vi kom lidt sent i gang og slet ikke har taget den del af markedet, som vi kunne," siger han.

Derfor vil Ikea Danmark nu udvide sortimentet på nettet, så alle varer bliver tilgængelige der. Samtidig vil virksomheden forberede overgangen til en ny it-platform i 2015.

BRANCHENYT
Læs også