Danskerne bytter julegaver for millioner

Undersøg byttereglerne, inden du køber julegaver, for mange skal byttes efter jul.

Butikkerne pakker mange gaver ind før jul - en del af dem kommer dog retur. Hver tredje bytter julegaver.  Foto: Christian Klindt Sølbeck

Tykke uldsokker, en skjorte i en mærkelig farve eller en kærlighedsfilm, du har set 10 gange før.

Spørgsmål

Har du byttet en eller flere julegaver, du fik i 2012?

Ja: 34 pct.

Nej: 61 pct.

Får ikke julegaver: 4 pct.

Husker ikke: 1 pct.

Kilde: Dansk Erhverv.

Ikke alle pakker under træet er lige populære, og sidste år byttede mere end hver tredje dansker en eller flere julegaver.

Det viser en undersøgelse lavet af Dansk Erhverv, som regner med, at billedet bliver det samme i år.

Der byttes for millioner

Erhvervsorganisationen estimerer samtidig, at danskerne kommer til at købe julegaver for cirka 8 mia. kr., og at 4 pct. af alle julegaverne - ligesom sidste år -  vil blive byttet igen.

Det svarer til, at butikkerne vil få varer til en værdi af 229 mio. kr. retur efter jul.

Derfor opfordrer Dansk Erhverv danskerne til at undersøge byttevilkårene, så folk ikke står med julegaver, de ikke kan bytte.

Returret er god service

”Adgangen til at bytte eller returnere en vare er ikke en ret, men en god service, som mange butikker giver deres kunder. Hvis gaven skal byttes, er det derfor vigtigt, at der er byttemærke på gaven eller modtageren kan tage bonen med. Det er også vigtigt, at modtageren af gaven kender den frist, butikken har sat for bytning,” siger Martin Jørgensen, advokat hos Dansk Erhverv.

Han tilføjer, at gaven skal afleveres i samme stand, som da den blev købt, når den skal byttes.

"Det vil sige, at mærkerne ikke må være klippet af, og plomberingen ikke være brudt. Gaven skal også leveres tilbage i original emballage, hvis emballagen har betydning for varens værdi."

Her er reglerne

Den danske lovgivning giver ikke forbrugerne ret til at bytte en vare eller få pengene retur - med mindre der er fejl på produktet.

Regler for returnering og ombytning:

Handel i fysiske butikker

 Der gælder ingen bytte- eller returret, medmindre butikken har lovet det. Løftet kan gives som en generel bytte- eller returret eller som en konkret aftale i det enkelte tilfælde

  • Bytte- eller returrettigheder gælder kun i den forretning, hvor varen er købt, medmindre butikskæden har lovet, at varen kan byttes i alle forretninger
  • Hvis butikken har fastsat en frist for bytte eller returnering, skal den overholdes
  • Returret betyder, at forbrugeren kan kræve købesummen tilbage
  • Butikken kan kræve dokumentation for, at varen er købt hos butikken eller kæden
  • For at kunne returnere en vare skal den være ubeskadiget og må ikke være brugt
  • Varen skal leveres tilbage i original emballage, hvis emballagen har betydning for varens værdi eller muligheden for at sælge varen igen
  • Hvis varer som for eksempel musik og film er plomberet, må plomben ikke være brudt

Handel i internetbutikker

Ved bytte af julegaver i internetbutikker gælder der andre regler. Man skal være særlig opmærksom på følgende:

  • Tjek altid, hvor længe varen kan byttes. Ved handel på internettet er der i langt de fleste tilfælde en 14 dages fortrydelsesret. Er varen købt hos en udenlandsk forhandler kan den dog være ned til 7 dage.
  • Tjek altid, hvad det koster at sende varen retur. Med mindre netbutikken tilbyder gratis returfragt, skal man nemlig selv betale for fragten. Hvis varen er købt i en udenlandsk netbutik, betaler man udenlandsk porto, hvilket kan være dyrere.
    Kilde: Dansk Erhverv.
Læs også