Lån "gratis" til køb af ny bil

Billigere drift ved en ny bil betaler hele renteudgiften. Det kræver dog, at man kan belåne sin friværdi i boligen.

Benzinbesparelsen ved en ny bil kan ifølge BRFkridet finansiere ekstra lånet i boligen. Foto: Carsten Andreasen

Kombinationen af bedre benzinøkonomi og muligheden for at belåne friværdien i sin bolig kan finansiere anskaffelsen af en ny bil. Det viser nye beregninger fra BRFkredit.

Forklaringen er, at de nye biler kører væsentligt længere på en liter benzin, og at renterne er meget lave.

Derfor kan man selv ved et ganske lille kørselsbehov betale renterne på lånet til bilen med benzinbesparelsen. Det gælder især ved de lavtforrentede flekslån, men selv ved de dyrere lån med fast rente kan det for mange bilejere betale sig at skifte til en ny og mere økonomisk bil.

Der skal være luft til det

"Der er mange penge at spare på både brændstofudgifter og ejerafgift, hvis man skifter den gamle bil ud med en ny. En dansk bil er nu i gennemsnit godt 9 år gammel, og bilerne i dag kører meget længere på literen end biler fra 2004," forklarer Ulrikke Ekelund, der er cheføkonom i BRFkredit.

En betingelse for at komme billigt til den nye bil er dog, at der i boligens friværdi er luft til at låne pengene til bilen.

"Med et F1-lån bør man ikke tænke længe over, om man skal skifte bilen ud til en ny, da renteudgifterne stort set dækkes fuldstændigt af benzinbesparelsen. Men hvis man har det bedre med et fastforrentet lån, skal man køre 19.628 kilometer om året for at dække renteudgifterne med besparelser på brændstoffet og ejerafgiften," siger Ulrikke Ekelund.

Kun driftsomkostninger

Hun understreger dog, at regnestykket kun gælder driftsomkostningerne. Afdrag og værdiforringelse er således ikke regnet med, fordi det også er der på den gamle bil.

I regnestykkerne er BRFkredit gået ud fra en ny bil til 200.000 kr. En ny bil kører nu i gennemsnit 19,5 km/l, mens en bil fra 2004 kører 15,1 km/l. Det betyder også, at den nye bil slipper med en ejerafgift på 1.120 kr. om året mod 2.760 kr. for bilen fra 2004. I beregningerne er benzinprisen sat til 12,70 kr. per liter.

Finansieringen er sat til 7 år.

"Finansieringen kan i princippet være længere, men så begynder man at komme ud i, at afdragene ikke kan følge med værdiforringelsen. Men der kan også være nogle, der lægger mere vægt på køreglæden i en ny bil," siger Ulrikke Ekelund.

Meget lav rente

Renteudgifterne ved et F1-lån og et fastforrentet 15-årigt kontantlån med 2 pct. i rente ses i tabellen:

Hvad koster det at låne 200.000 kr.? Renteudgift 1. år efter skat
F1-lån

361 kr.

Fastforrentet 2 pct. kontantlån

3.733 kr.

"Her skal man selvfølgelig have for øje, at renten på F1-lånet er historisk lav i øjeblikket, og at vi har regnet med den samme rente i de syv år," siger Ulrikke Ekelund.

Men så er der også gevinst selv med et meget lille kørselsbehov.

"Hvis man har en godt 9 år gammel bil, kører mindst 1.898 km om året og har den nødvendige friværdi i sin bolig, kan man med sindsro købe en ny bil til 200.000 kr., hvis bilen kører cirka 19 km/l. Hvis kørselsbehovet er større, vil man blot spare endnu flere penge," forklarer Ulrikke Ekelund.

Så meget kan spares

Besparelse uden ejerafgift:

Årlig kørselsbehov

1.898 km

19.628 km

Brændstof, gammel bil

1.597 kr.

16.518 kr.

Brændstof, ny bil

1.236 kr.

12.785 kr.

Besparelse

361 kr.

3.733 kr.

Hvis besparelsen ved en lavere årlig ejerafgift på den nye og mere økonomiske bil regnes med, bliver gevinsten endnu større. Man kan derfor selv med et kørselsbehov på kun 11.000 km om året finansiere bilskiftet "gratis", selv om man vælger et fast forrentet lån.

Moral eller dobbeltmoral?

Men realkreditbranchen har gennem længere tid har forsøgt at overtale danskerne til at forlade F1-lånene og tænke på at sikre friværdien i boligen.

- Er anbefaling af F1-belåning til bilkøb derfor ikke dobbeltmoral?

"Vi har som sådan ikke noget imod F1-lånene, men man skal have økonomi til det. Vi siger heller ikke, at folk skal gå ud at tage et lån med variabel rente. Man kunne også vælge et F3 lån - eller et F4 for den sags skyld, selv om de "ulige numre" er mest populære. Men vi har taget det med for at vise, hvor billigt man lige nu kan få finansieret den nye bil," forklarer Ulrikke Ekelund.

Læs også
Top job