Dynekøbmand bruger én mia. på nyt lager

Sengetøjskoncernen Jysk ruster sig til ny vækst ved at investere i et nyt distributionscenter i Tyskland.

Foto: Ole Lind

Lars Larsen vil sikre sig, at de 2.100 Jysk-butikker i 35 lande hurtigere og lettere kan få varer leveret. Det skal skabe fortsat vækst og højt tempo i afsætningen.

Derfor planlægger koncernen at investere i endnu et distributionscenter, der åbnes i den sydtyske by Mindelheim nær Ulm. Samtidig bliver det eksisterende center i svenske Nässjo udvidet.

Samlet bliver der tale om en investering på over 1 mia. kr. i at udbygge lager og distribution.

Logistik er afgørende

Jysk-koncernen har i forvejen syv højteknologiske distributionscentre placeret i Danmark, Sverige, Polen, Tyskland samt Spanien samt et enkelt i Kina.

”Med et butiksnetværk på 2.100 forretninger er lo­gistikken et af de absolut vigtigste områder,” mener Lars Larsen,.

Vokser i øst

Blandt vækstmarkederne i Jysk er en række lande i Østeuropa. Det seneste år har Jysk selv overtaget butikkerne i Rumænien, Bulgarien og Ukraine, som i dag har i alt 36 butikker.

Butikkerne i de tre lande var hidtil ejet af lokale franchisetagere, men ligger nu direkte i koncernen. Jysk fastslår, at planen er at åbne mange nye butikker i de tre lande over de kommende år.

BRANCHENYT
Læs også