Syv pensionsfælder inden nytår

Du kan falde i syv pensionsfælder inden nytår. Se hvordan du undgår dem.

Folk med private pensioner skal se sig godt for inden nytår. Der skal nemlig træffes nogle beslutninger, der kan få konsekvenser for ens pensionstilværelse.

Pensionsreglerne er blevet ændret markant de senere år. Ændringerne har bl.a. betydet, at fradragsreglerne er blevet indskrænket, og det er slut med at indbetale på kapitalpensionen.

Men netop derfor er der ekstra god grund til at tjekke sin pension før nytår. For i 2014 er løbet kørt på flere områder.

Økonom i Danica, Lars Kjeldgaard, har for epn.dk lavet denne huskeseddel for folk med privat eller arbejdsgiverbetalt pension.

1. Skyd ekstra ind på pensionen, hvis du fra årsskiftet ikke længere skal betale topskat

Tjener du mellem 457.600 kr. og 488.200 kr. om året før skat og arbejdsmarkedsbidrag, er det en fordel, hvis du sparer ekstra op i år frem for næste år. Det skyldes, at du får fradrag for dine ekstra indbetalinger til både ratepension og livsvarig pension i topskatten, og at topskattegrænsen hæves til 488.200 kr. om året i 2014.

"Det betyder kort sagt, at du får et fradrag på 52,7 pct. af din indbetaling i år, mens du kun får et fradrag på 37,7 pct. næste år. Du får altså mere pension for de samme penge i år," forklarer Lars Kjeldgaard.

2. Du kan ikke længere indbetale på kapitalpension – indbetal på aldersopsparing

Regeringen besluttede sidste år at aflive den ellers særdeles populære kapitalpension, som man af samme årsag ikke længere kan indbetale til. Men de gav også fødsel til kapitalpensionens efterkommer, aldersopsparingen.

Du skal derfor være opmærksom på, at du ikke kan indbetale på kapitalpension, men at du altså i stedet har mulighed for at spare op på en aldersopsparingen. Aldersopsparingen udmærker sig ved at være et bedre skattemæssigt alternativ end andre opsparingsformer såsom f.eks. opsparing på en bankkonto eller værdipapirer.

Desuden er aldersopsparing det bedste valg af pension  (altså i sammenligning med rate- og livsvarig pension), hvis ikke du betaler topskat.

3. Lav din kapitalpension om til aldersopsparing og få skatterabat

Til og med næste år kan man lave sin kapitalpension om til aldersopsparing med skatterabat. Man betaler normalt 40 pct. i skat af sin kapitalpension. Hvis man laver den om til aldersopsparing i 2013 eller 2014, kan man nøjes med at betale mere beskedne 37,3 pct.

Hvis man har en kapitalpension på 1 million kr., kan man altså score 27.000 kr. ved at lave den om.

Når det er en god idé at lave kapitalpensionen om allerede nu, skyldes det, at pensionsselskaberne har sat forskellige tidsfrister i 2014 for, hvornår man senest skal give besked, hvis man ønsker at benytte sig af tilbuddet.

4. Ajourfør din pension

Hvis man har en ledig stund i juledagene, er det en oplagt mulighed at få ajourført sin pensionsordning.

Som hovedregel bør man gang nemlig en gang hvert år at få tjekket op på sin pensionsordning - om den passer til ens livssituation. I størrelsesorden én million danskere oplever hvert år ændringer i deres liv, der gør, at de bør tjekke deres pensionsordning, og de forsikringer der er knyttet til den. Det kan for eksempel være, når man får børn, når man bliver gift eller skift, får nyt job eller køber bolig for bare at nævne et par stykker.

5. Husk 50.000 kroners loftet på ratepensioner

Før kunne man indbetale ubegrænset på en ratepension med fuldt skattefradrag, og det udviklede sig til noget nær en folkesport at sætte tusindvis af kroner ind på ratepensioner i december. Det kan man ikke længere, idet der er kommet et loft på fradraget. Man får kun fradrag for ens samlede indbetalinger til ratepension under 50.000 om året. Hvis man indbetaler mere, får man ikke fradrag for den del – og skal betale almindelig indkomstskat af indbetalingerne.

Mange danskere står forventeligt i den situation i år, at de har indbetalt mere end de fradragsberettigede 50.000 kr. på ratepensionen. Det kan typisk ske, hvis man har ratepensioner flere steder.

De uheldige kan se frem til en kedelig hilsen fra Skat,  en ekstraregning på tusinder af kroner, når de i begyndelsen af det nye år modtagelser årsopgørelsen for 2013 i postkassen.

"Hvis man gerne vil være fri for at betale den regning,  kan man vælge at overføre den del af indbetalingen, der overstiger 50.000 kr., til en livsvarig pension. Det kan man give sit pensionsselskab besked om at sørge for. Gør man det, slipper man for næste år at skulle til lommerne, da Skat så sløjfer det skyldige beløb," siger Lars Kjeldgaard.

6. Lønstigning – sæt det overskydende ind på pensionen og undgå at betale skat tilbage

Hvis du i løbet af året er steget i løn, men af en eller anden årsag ikke har fået det indberettet til Skat, står du med stor sandsynlighed til at skulle betale penge tilbage næste år.  For at dæmme op for det kan du sætte et beløb, der svarer til en del af (eller hele) lønstigningen ind på pensionen. Gør du det, bevarer du dit fradrag og undgår således at skulle betale skat tilbage.

For så vidt angår det praktiske: det kan være svært (hvis ikke umuligt) at ordne på ens pensionsordning, hvis man har den gennem sit arbejde. Til gengæld er der ingen ben i at sætte pengene ind på en privat ordning.

7. Udnyt 30-procentsreglen, hvis du er selvstændig

Som selvstændig er det altid en god idé at prioritere pensionsordningen. Men er man selvstændig, og ejer man sin virksomhed i privat regi (for eksempel ved at benytte virksomhedsskatteordningen), så er det særligt væsentligt at have pensionen in mente i 2013 og 2014.

Til og med 2014 er man nemlig som selvstændig ikke omfattet af loftet på 50.000 kr. på indbetalinger til ratepensioner. Det skyldes den såkaldte 30-procentregel.

Reglen betyder, at kan man indbetale op til 30 procent af årets regulerede overskud fra sin virksomhed på en ratepension med fuldt fradrag (altså også selv om beløbet overstiger 50.000 kr.).

Fremadrettet, fra 2015, kan man alene spare op med 30 procentreglen på en livsvarig pension og derudover benytte de almindelige indbetalingsmuligheder på ratepension og aldersopsparing.

Hos pensionsselskaberne kan man indbetale online helt frem til den 30. december 2013 – pensionsselskabet indberetter til Skat.

BRANCHENYT
Læs også