Millionfond skal bekæmpe juletræsdød

En svampesygdom, der får juletræer til at tabe nålene, breder sig.

Foto: Carsten Andreasen

Svampen neonectria har bredt sig i de danske juletræsplantager og truer i dag erhvervet, fortæller DR P4 Nordjylland.

Sygdommen får mange danske juletræer til at tabe nålene, allerede inden de er fældet, og i værste fald går træet ud.

Juletræsdyrkerne har derfor afsat 1,1 millioner kroner til en fond, der skal tage kampen op mod den luftbårne svampesygdom. Ti procent af alle plantager i Jylland er efterhånden ramt, og juletræsdyrkerforeningens næstformand siger til radiostationen, at neonectria truer produktionen af både pyntegrønt og træer.

- De steder, hvor der er alvorlige angreb, har avlerne måttet fælde op mod 10.000 træer, fordi nålene blev røde eller faldt af, siger Ulrik Vestergaard, der bor i Gjøl.

Strategi for kampen

Juletræsdyrkernes godt 600 medlemmer giver hver 100 kroner pr. hektar plantage til den ny fond, ligesom Skovdyrkerforeningen har lagt 100.000 kroner til kampen mod svampen, der primært bider sig fast i ædelgran.

- Vi kan nu sætte gang i et forskningsprojekt, der kan se på både bekæmpningsmuligheder og behandling af træerne, siger Ulrik Vestergaard til DR P4 Nordjylland.

Foreningen har nedsat en speciel neonectria-gruppe, der mødes efter nytår for at lave en mere præcis strategi for kampen mod svampesygdommen.

Det tager typisk mellem 5 og 10 år at avle et juletræ, og omkring 2000 mennesker i Danmark dyrker juletræer og pyntegrønt.

Læs også