0

McDonald's advarer ansatte mod egen mad

Medarbejderne hos fastfoodkæden får nogle opsigtsvækkende kostråd på hjemmeside.

Arkivfoto: Casper Dalhoff

Den globale fastfoodkæde McDonald's ser gerne, at kunderne propper sig med restaurantens burgere, pomfritter og cola.

Men på en hjemmeside for den verdensomspændende kædes medarbejdere advarer man de ansatte mod at spise for meget fastfood.

Generelt skal folk med højt blodtryk, diabetes eller hjertesygdomme være meget forsigtige, når de vælger fastfood.

Kostråd fra McDonald's medarbejderside.

Det skriver amerikanske CNBC, som beskriver og fremviser skærmbilleder af flere mærkværdige opslag på hjemmesiden, som efterfølgende er blevet lukket ned.

"Usundt valg"

Det mest iøjnefaldende opslag viser et billede af en burger og nogle pomfritter, som er akkompagneret med følgende tekst:

"Fastfood er et hurtigt, billigt og lettilgængeligt alternativ til madlavning derhjemme. Men selv om det er praktisk for folk med en travl hverdag, er fastfood typisk fyldt med kalorier, fedt, sukker og salt og kan sætte folk i fare for at blive overvægtige."

Under et andet fastfoodtip på hjemmesiden er der simpelt opstillet et billede af en burger, pomfritter og en cola med teksten "usundt valg", mens der ved siden af er en sandwich, en salat og et glas vand med påskriften "sundere valg".

Advarsel til diabetikere

Et andet opslag noterer, at "det er svært at have en sund kost, når man spiser på fastfoodrestauranter ofte", mens der også advares mod at spise for mange pomfritter.

"Generelt skal folk med højt blodtryk, diabetes eller hjertesygdomme være meget forsigtige, når de vælger fastfood på grund af dets høje indhold af fedt, salt og sukker," bliver det ifølge CNBC også anført.

Det amerikanske medie noterer, at opslagene tyder på at være skrevet af en tredjepartsleverandør.

Sundere menuer

Tidligere på ugen forsvarede McDonald's opslagene og skrev i en pressemeddelelse:

"Dele af hjemmesiden bliver ved med at blive taget fuldstændig ud af kontekst. Hjemmesiden giver brugbare oplysninger fra respekterede tredjeparter omkring mange emner, heriblandt sundhed og velvære. Siden indeholder også informationer fra eksperter om sunde kostvaner og balancerede valg. McDonald's er enig i de råd."

Fastfoodkædens ledelse noterede ligeledes, at McDonald's har tilføjet sundere menuer de seneste år, blandt andet "havregryn, grillet kylling, æggehvider og frugtsmoothies".

Nu er medarbejderhjemmesiden dog taget midlertidigt ned.

BRANCHENYT
Læs også