Ikea har vilde tyske planer

Møbelkæden har store ambitioner på det marked, der i forvejen er Ikeas største.

Ikeas markedsandel på det i forvejen store tyske marked skal øges fra 13 til 25 pct., lyder ambitionen. Foto: Jan Bauer/AP

Den svenske møbelkæde Ikea vil inden for de næste 8 til 10 år fordoble sin tyske markedsandel fra 13 pct. til 25 pct.

Det skal ske med butiksåbninger og et heftigt salg på Ikeas tyske onlineportal. Dermed har Ikea til ændret sine vækstplaner drastisk for det tyske marked, skriver den tyske avis Handelsblatt.

- Vi har arbejdet meget længe på at opbygge forretningen og infrastrukturen til at være meget velorganiseret og hurtigt, så fundamentet er nu lagt, til at vi kan angribe markedet, siger administrerende direktør, Peter Betzel, for Ikea i Tyskland.

Han forklarer yderligere, at der skal et meget komplekst lager- og logistiksystem til, for at sælge og distribuere møbler, solgt via internettet.

Det største marked

Tyskland er Ikeas største marked med 46 møbelforretninger og en 3,99 mia. euro stor omsætning for regnskabsåret 2012/13. Peter Betzel ser dog yderligere potentiale for 20-25 nye butikker og en udvidelse af sortimentet på hjemmesiden, til at omfatte over 7.000 produkter, hvilket er dobbelt så meget som der sælges i dag.

Ikea blev grundlagt i 1943 af svenskeren Ingvar Feodor Kamprad (87 år), som boede på gården Elmtaryd i byen Agunnaryd. Firmanavnet Ikea består således af grundlæggerens initialer i fornavn, efternavn, gård navn og byen, hvor han er født og opvokset.

Siden 1982 har det privatejet Ikea (Ingka Holding, red.) været ledet af den hollandske fond, Stichting Ingka Foundation, der kontrolleres af familien Kamprad.

Ikea er i dag en international forretningskæde med over 300 varehuse i 44 lande og over 100.000 medarbejdere.

BRANCHENYT
Læs også