Få en luksusbil uden overraskelser

Der er blevet muligt at slippe for store afgiftsoverraskelser, når man henter luksus over grænsen.

Det er især de dyre biler, det kan betale sig at hente i Tyskland.

Kør til Tyskland og køb den bil, der ikke er råd til på hjemlige marked, og få danske plader på med det samme.

Den manøvre er nu blevet mulig som følge af et sæt nye regler, skriver Berlingske.

Det er samtidig blevet muligt at undgå ubehagelige overraskelser, når den danske afgift skal betales.

Afgiftsgaranti

En række danske virksomheder har fået mulighed for selv at sætte afgiftssatsen på en importeret bil, mod at Skat laver nogle stikprøvekontroller.

Flere af virksomhederne tilbyder ifølge Berlingske en afgiftsgaranti, så man ikke kan ende med en ekstraregning, hvis den den oprindelige afgiftssats viser sig at være sat for lavt.

Man slipper samtidig for den ofte flere uger lange ventetid hos Skat, når afgiftssatsen skal bestemmes, hvis man i stedet bruger en af de private virksomheder.

Gå efter luksus

Berlingske har talt med direktøren i Quick Import, Jens Peter Larsen, der tilbyder hjælp til import af biler.

Ifølge direktøren er det især de dyre tyske mærker, der hitter, når privatpersoner importerer biler.

"Der er rigtig mange, der henter en 2005 Mercedes E-klasse eller BMW 5-serie med den helt store udstyrspakke. Man ser også, at den brugte bil i Tyskland er pænere og mere velholdt end i Danmark," siger Jens Peter Larsen til Berlingske.

Mere at vælge mellem

En af fordelene ved at hente sin bil i Tyskland har altid været, at der grundet landets størrelse er et væsentligt større udvalg.

Det er især vigtigt, hvis det er en specialbil, man er på udkig efter.

Der er også generelt solgt mange flere biler med den helt store udstyrspakke og læderbetræk.

Dem kan man spare mange penge på at købe brugt.

Man skal dog være opmærksom på, at det er udbredt at snyde med kilometertælleren ved brugtbilsalg i Tyskland.

BRANCHENYT
Læs også