Breve er markant dyrere i Danmark end i andre lande

Når vi i Danmark skal sende breve til hinanden, skal vi klistre frimærker for flere kroner end vores europæiske naboer.

Søndagsavisen har indsamlet postpriser fra fem lande i Europa inklusive Danmark, og resultatet viser, at det er markant dyrere at sende standardbreve i Danmark sammenlignet med Sverige, Tyskland, Holland og England.

Således skal vi i Danmark slippe mellem 13 og 30 kroner for at sende breve i de forskellige vægtklasser i intervallet 51-500 gram, mens den samme forsendelse koster 10,81 kroner i Tyskland uanset vægten i det spænd.

Det gør Danmark til det dyreste land af fire undersøgte lande, Tyskland, Holland, England og Sverige, at sende post i. Post Danmark selv forklarer de høje priser med tilsvarende høje omkostninger.

»Vores priser er baseret på de omkostninger, der er ved at distribuere post. Det vil sige blandt andet printning af frimærker, løn, brændstof, maskiner, biler og så videre,« siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark til Søndagsvisen.

Han forholder sig dog ikke til, hvad omkostningerne er i andre lande.

Frit valg - sådan da

Trafikstyrelsen oplyser, at det er Post Danmark selv, der fastsætter postpriserne, med enkelte undtagelser.

»Det er jo op til folk selv, om de vil sende deres breve med Post Danmark eller ej, for der er fri konkurrence. Hvis de kan finde et firma, der kan klare opgaven billigere og bedre, står det dem frit for,« forklarer kommunikationsmedarbejder i Trafikstyrelsen Mads Gundelund Gerlach.

Der findes imidlertid ikke nogen store firmaer, som omdeler breve, ud over Post Danmark, oplyser Martin Nyvang fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Hvis du skal sende et brev, er det Post Danmark, du skal bruge. Ellers skal du nok have fat i nogle bude,« siger Martin Nyvang til Søndagsavisen.

BRANCHENYT
Læs også