TDC har købt Blockbuster-navnet

Navnet bag filmudlejningsselskabet kommer til at leve videre hos TDC, der satser digitalt.

Den første Blockbuster-butik åbnede i Danmark i 1996. Foto: Ron Heflin/AP

Mens markedet for udlejning af film i den fysiske udgave sygner hen, så får navnet Blockbuster, der gennem knap 20 år i Danmark har været synonymt med samme produkt, lov at overleve.

Det står klart efter, at telekæmpen TDC har købt rettigheden til at bruge Blockbuster-navnet.

Gang i væksten

Tanken er, at navnet skal bruges til teleselskabets satsning på digital filmudleje, hvis popularitet helt generelt er hastigt voksende.

"Det handler om at sætte ekstra gang i væksten på et marked, hvor udlejningen af premiere-film i forvejen er mere end fordoblet hvert år de seneste fem år. Fra de nyeste film vises i biografen, til de kan ses på de forskellige abonnementstjenester, går der typisk et par år, og det er der mange, der ikke vil vente på. De vil se filmene, mens de stadig er nye og vil gerne betale det ekstra, det koster," siger koncerndirektør Anders Jensen i en pressemeddelelse.

Det er planen, at navnet skal indarbejdes i TDC's digitale filmtilbud, der er landets største, allerede i løbet af første halvår 2014.

Navnet lever videre

Allerede i 2013 gik Blockbuster Danmark i gang med at rebrande selskabets butikker under navnet RecycleIt, der blandt andet sælger brugt forbrugerelektronik og underholdning. Den første butik er åbnet på Vesterbrogade i København, og de resterende Blockbuster-butikker ventes omdannet i løbet af 2014.

"Jeg er glad for, at Blockbuster-navnet lever videre i den digitale verden, men vil samtidig slå fast, at vi i RecycleIT.dk fortsætter med at servicere den del af markedet som fortsat ønsker at købe og leje fysiske film og spil.

Fremover kommer det altså blot til at ske under et andet navn og sammen med et nyt butikskoncept og en online-shop, der er rettet mod et marked i vækst," siger Søren Heilmann, direktør for RecycleIt.

Både i Storbritannien og USA har Blockbuster-kæden kurs mod lukning.

Læs også