Vestas-kunde køber nyt kæmpeprojekt

Troen på flere store USA-ordrer til Vestas stiger med nyt opkøb.

Foto: E.ON

Den store franske vindudvikler EDF Renewable Energy øger med et nyt stort opkøb troen på, at selskabet vil gøre brug af en stor rammeaftale med Vestas.

EDF har netop købt vindprojektet Roosevelt på op mod til 300 megawatt (MW) i New Mexico. Det sker bare én dag efter, at selskabet annoncerede køb af et projekt på 194 MW i nabostaten Texas i USA.

Vestas er "strategisk partner"

Opkøbene fra de projektsultne franskmænd er utrolig positive i lyset af, at Vestas inden udgangen af 2013 øgede en eksisterende rammeaftale fra 750 til 1.174 MW. Det vurderer en analytiker.

"Det er positivt, at der kommer flere projekter under EDF-paraplyen, fordi Vestas er udset til at være en strategisk leverandør de kommende år," siger Jacob Pedersen, analytiker i Sydbank, til EnergiWatch.

Han anser det som meget sandsynligt, at de nye EDF-projekter resulterer i nye store USA-ordrer til Vestas.

"Jeg bliver overrasket, hvis ikke Vestas løber med ordrerne. De her rammeaftaler er konstrueret på den måde, at de faste og ubetingede ordrer, der lægges, skal bruges til at kvalificere de andre projekter til PTC'en (støtteaftale, red.)," siger Pedersen.

Ordrer skal komme snart

Indtil nu er 300 MW udløst af EDF fordelt på to ordrer. Dermed har Vestas stadig ordrer for i alt 874 MW til gode, hvis det franske selskab vælger at gøre brug af hele rammeaftalen.

I tilfælde af, at franskmændene beslutter at installere danske møller på både Roosevelt og Texas-projektet med navnet Spinning Spur 3 på 194 MW, vil vindordrer for 494 MW blive sendt til Aarhus.

Sker det mangler EDF kun at udløse små 400 MW af den samlede rammeaftale på 1.174 MW.

EDF forventer, at begge projekter går i drift inden udgangen af 2015. Med den tidshorisont går der ikke længe, før udviklerne placerer de endelige ordrer til vindprojekterne, som lokale energiselskaber har forpligtet sig til at købe strøm fra de næste 20 år.

"Hvis man skal have så mange MW op inden udgangen af 2015, så skal man snart i gang," siger Jacob Pedersen.

Super USA-år

Efter et rædselsfuldt 2012, hvor vindmarkedet i USA og ikke mindst Vestas blev hårdt ramt af politisk usikkerhed om støtteordningen PTC, har det aarhusianske selskab i den grad fundet melodien i landet.

I løbet af 2013 blev det således til syv sikre ordrer på 1.370 MW fra USA. Flere aftaler blev indgået med rammeaftaler, som giver Vestas udsigt til ordrer for i alt 2.628 MW.

Til sammenligning modtog selskabet i 2012 amerikanske ordrer for bare 252 MW.

Udover EDF har Vestas sikret sig rammeaftaler med First Wind (568 MW), Enel (636 MW) og RES (550 MW).

Læs også