Nu begynder regnskaberne at rulle ind

Investorerne kan begynde af varme op til en travl periode, hvor den kommende uge byder på en stribe amerikanske bankregnskaber.

Regnskabssæsonen går snart i gang. Arkivfoto: Finn Frandsen

Mandag

Det ligner en rolig begyndelse på ugen uden de store planlagte nyheder.

Tirsdag

Der kommer tirsdag bankregnskaber fra USA, hvor både JP Morgan og Wells Fargo fremlægger tal, før de amerikanske markeder åbner. JP Morgan kom i fokus i sidste uge, idet storbanken blev pålagt at betale 1,7 mia. dollar til ofrene efter Bernie Madoffs pyramidespil. I december fik JP Morgan sammen med fem andre banker en samlet bøde på 1,7 mia. euro for Libor-skandalen. Investorerne vil dog have fokus rettet mod driften og bankens fremtidige indtjeningsmuligheder.

Den amerikanske detailsalgsopgørelse for december bliver spændende læsning. Detailsalget udgør en vigtig del af økonomien, og netop højsæsonen i december er afgørende for hele året. Så derfor bliver det spændende at læse, hvordan amerikanerne så har afsluttet 2013 på denne front. Den amerikanske centralbank er begyndt sine reduktioner af de kvantitative lempelser, så centralbanken har sendt et signal om, at den tror på en udvikling mod en selvbærende økonomi. Ifølge Bloomberg News ventes detailsalget at stige med 0,4 pct. (eksklusiv bilsalget) efter en salgsvækst på 0,4 pct. i oktober.

Onsdag

Den danske ingredienskoncern Chr. Hansen vil fremlægge regnskab for første kvartal før aktiemarkederne åbner. 2013 blev et lidt broget år for den tidligere investordarling, men Chr. Hansen afsluttede det forskudte regnskabsår stærkt, hvilket blev fremhævet at det schweiziske finanshus Credit Suisse, der havde fokus på selskabets organiske vækst på 11 pct. Credit Suisse så dog ikke nogen overraskender i Chr. Hansens forventninger til helåret 2013/14. Chr. Hansen skrev selv, at den organiske vækst i første kvartal forventes at være svag på grund af timingen af ordrer. Alt i alt venter Chr. Hansen en organisk vækst på 7-9 pct. i 2013/14. Indtjeningen vil blive presset lidt, da Chr. Hansen vil øge omkostningerne til forskning- og udvikling i gennem 2013/14.

På den amerikanske scene byder dagen på økonomiundersøgelsen Beige Book, som er udarbejdet på materiale fra centralbankens 12 regionale kontorer. Beige Book bruges som optakt til næste rentemøde. Investorerne har i øjeblikket særdeles stor fokus på meldinger og indikationer på netop centralbankens reduktioner af de kvantitative lempelser.

Bank of America fremlægger regnskab for fjerde kvartal, hvilket ventes inden amerikansk åbningstid. I torsdags indledte den japanske storbank Nomura sin dækning af Bank of America med en købsanbefaling, hvor det blev til et kursmål på 19 dollar. Nomura skrev, at Bank of America og Citigroup sandsynligvis vil klarer sig bedst blandt de amerikanske banker.

Torsdag

Den danske stil-ikonvirksomhed Bang & Olufsen skal fremlægge regnskab for andet kvartal. Bang & Olufsen har kæmpet med at holde omsætningen oppe, og der er lagt op til tidligere salgsniveauer for koncernen. Bang & Olufsen salg faldt 6,5 pct. i helåret 2012/13, og til sammenligning lå omsætningen i 2007 på 4,38 mia. kr. Der er dog også et besværligt marked koncernen kæmper med og eksempelvis den tyske konkurrent Loewe er i betalingsstandsning og i gang med finansiel genoplivningsmanøvre. Bang & Olufsens salg i andet kvartal er vigtig og vil få opmærksomhed, men også udsigterne og indikationer om udsigterne vil blive nøje vurderet. Den seneste melding fra B&O er, at koncernen forventer moderate højere omsætningen i 2013/14 med en væsentlig forbedret EBIT-margin.

Det bliver til flere amerikanske regnskaber, hvor bankregnskaberne kommer fra Citigroup og Goldman Sachs Group, hvilket vil ske før åbningstid. Efter lukketid vil mikrochipgiganten Intel fremlægge sin kvartalstal.

Det regionale erhvervstillidsbarometer fra Philadelphia fremlægges ved 16-tiden, og den kan give en indikation for det landsdækkende ISM erhvervstillidsbarometer. Det er ventet, at Philadelphia erhvervstilliden vil stige til 8,7 i januar fra 7,0 i december. Det amerikanske ISM erhvervstillidsbarometer ligger på et højt niveau, der indikerer solid fremgang i økonomien.

Fredag

Verdens største industrikonglomerat, amerikanske General Electric, fremlægger regnskab for fjerde kvartal, hvilket ventes over middag dansk tid. General Electric ventes at nå en omsætning på 40,28 mia. dollar i kvartalet, mens EPS-indtjeningen ventes at ligge på 53 cent per aktie. General Electric er bredt diversificeret med aktiviteter i medicoindustrien, forbrugerrelaterede produkter, finansaktiviteter og i energisektoren. I divisionen energyinfrastruktur findes blandt andet vindmølleaktiviteterne, og meldinger herfra vil have interesse for Vestas-investorerne. Der er set en solid fremgang i de amerikanske vindmølleordrer, og det ventes at kunne ses hos Generel Electric vindenheden.

Den amerikanske industriproduktion kan tage lidt opmærksomhed med opgørelsen for december. Industrien udgør kun en lille del af økonomien, men den anses for at være en ledende indikator. Ifølge Bloomberg News er det ventet at industriproduktionen vil stige med blot 0,3 pct. efter en stigning på 1,1 pct. i december.

Morgan Stanley fremlægger over middag regnskab for fjerde kvartal, og dermed følger banken i hælene på konkurrenterne såsom Bank of America, Citigroup, Goldman Sachs, JP Morgan og Wells Fargo. Morgan Stanley ligner, som investeringsbank Goldman Sachs og JP Morgan.

Yderligere kommer den amerikanske olieservicekoncern Schlumberger med regnskab for fjerde kvartal. Schlumberger leverer serviceydelser til olieselskaberne, og det gælder til boringer i det nord- og sydamerikanske område samt til Afrika og Mellemøsten/Asien. I seneste regnskab leverede koncernen stærke tal, og koncernchef Paal Kibsgaard udtaler, at udviklingen i Nordamerika var specielt stærk trods fortsat prissvaghed på markedet for landudstyr.

BRANCHENYT
Læs også