Sommerhus-udlejer får adgang til 23 mio. kunder

Dansk feriebolig-portal indgår samarbejde med flyselskabet Norwegian.

Ferieboligportalen Sunnyrentals.com formidler kontakt til mere end 106.000 ferieboliger i hele verden, men dog primært i Sydeuropa. Dmitry Rukhlenko

Det skal være nemmere at arrangere ferien uden om charterbranchen.

Det mener man hos den danske ferieboligportal Sunnyrentals.com

Selskabet har netop indgået et samarbejde med Norwegian, hvilket betyder, at kunderne hos det nordiske flyselskab vil få mulighed for at søge efter en passende feriebolig samtidig med, at de køber flybilletter.

"Hovedparten af Norwegians kunder flyver til destinationer, hvor vi allerede tilbyder mange billige og eksklusive ferieboliger. Det vil sige overalt i Europa, men primært Sydeuropa, hvor nordiske rejsende typisk har rejst med charterbranchen.

Nu er tiden kommet til at sige farvel charterferie," siger adm. direktør hos Sunnerentals.com Jimmi Meilstrup i en pressemeddelelse.

Voksende interesse

Ferieboligportalen formidler kontakt til mere end 106.000 ferieboliger i hele verden, men dog primært i Sydeuropa. Og databasen vokser fortsat ganske markant med mere end 20.000 nye boliger i løbet af 2013.

Med adgang til Norwegians 23 mio. kunder hvert år er der udsigt til, at Sunnyrentals.com kan vokse yderligere. For interessen for at arrangere ferien selv og uden indblanding fra charterbranchen, der også skal tjene penge på rejselystne kunder, er angiveligt voksende.

Det mener i hvert fald Sunnyrentals.com.

"Mange undersøgelser viser, at folk bevæger sig væk fra charter over til en mere individuel og medbestemmende ferieplanlægning.

Med billigere flybilletter og nemmere kommunikationsmidler end nogensinde via internettet, sociale medier osv. er det nemt og billigere at rejse mere individuelt," siger Jimmi Meilstrup.

Han har senest fået selskab af Skype-investor Morten Lund, der er indtrådt i selskabet som bestyrelsesformand.

BRANCHENYT
Læs også