Modehus undersøges for mulig skatteunddragelse

Cheferne hos italiensk modehus mistænkes for at have fusket med skatten.

Miuccia Prada undersøges netop nu for mulig skatteunddragelse af de italienske myndigheder. Foto: Joel Ryan

Det italienske modehus Prada bliver netop nu undersøgt af de italienske myndigheder for mulig skatteunddragelse.

Blandt de mistænkte er ejer Miuccia Prada, hendes mand og modehusets adm. direktør Patrizio Bertelli samt revisoren for selskabet bag Prada.

Undersøgelsen blev iværksat for få dage siden, efter at de italienske skattemyndigheder havde gjort landets anklagemyndighed opmærksom på et forlig, som tidligere blev indgået med selskabet, skriver flere internationale medier, herunder Bloomberg.

Udenlandske holdingselskaber

Ifølge skattemyndighederne bunder den mulige skatteunddragelse i, at selskabet bag Prada i december gik med til at flytte sine holdingselskaber i Holland og Luxembourg til Italien og betale skat fra firmaerne med tilbagevirkende kraft.

Accepten fra Prada kom uden et sagsanlæg, idet Prada sidste måned erkendte, at man havde haft en anden tolkning af reglerne for at køre udenlandske holdingselskaber.

Ifølge den italienske avis Corriere della Sera valgte modehuset at betale godt 3 mia. kr. tilbage i skat som en del af forliget.

Skattemyndighederne ser dog ikke ud til at have stillet sig tilfreds, og derfor bliver Miuccia Prada, Patrizio Bertelli og revisoren Marco Salomoni nu undersøgt for at have givet mulige ukorrekte skatteudsagn.

Flere efterforskninger

Prada er den seneste af en række højtprofilerede selskaber, som er havnet i de italienske skattemyndigheders sigtekorn.

Apple blev i november undersøgt for sine aktiver i Italien, og modeikonerne Domenico Dolce og Stefano Gabbana blev tidligere i 2013 idømt 20 måneders betinget fængsel og en kæmpe bøde for skatteunddragelse.

Talsmænd fra Prada sagde fredag, at man ikke var bekendt med efterforskningen. Anklagemyndigheden ønskede ikke at udtale sig i sagen.

BRANCHENYT
Læs også