Bilisterne betalte 44 mia. kr. i 2013

Minibilerne giver staten færre indtægter, men så betaler bilisterne på anden måde.

Den danske bilpark er voksende, og nogle afgifter er stigende. Derfor har staten kunne opretholde indtægterne på registreringsafgift og vægtafgift/grøn ejerafgift, selv om danskernes nye bil er en lille bil. Foto: Jens Dresling/ Polfoto

De danske bilister betalte i 2013 næsten 44 mia. kr. i afgifter og skatter til staten. Det er cirka 0,6 mia. kr. mere end året før. Det fremgår af statens afgiftsprovenu 2005-2014.

De seneste tre år har salget af personbiler i Danmark været på rekordkurs. Men de private bilkøbere har i udpræget grad købt nye mikro- og minibiler.

Det betyder færre penge i kassen per bil, men til gengæld sælges der både flere biler og lidt flere større biler. Samtidig er det især blevet dyrere af være dieselbilist.

Lidt dyrere biler

I finansloven for 2013 var der kalkuleret med, at afgifterne på motorkøretøjer (det er registeringsafgift og vægtafgift/ejerafgift) skulle indbringe næsten 29,2 mia. kr., men i den nyeste reviderede oversigt regnes der med 27,4 mia. kr.

Dermed er der kommet 1,8 mia. kr. mindre i kassen end oprindelig ventet.

Vægtafgift/ejerafgift

Der betales vægtafgift af bilen, hvis den er indregistreret før 1. juli 1997.

Efter den dato betales i stedet en grøn ejerafgift.

For varevogne betales der dog vægtafgift af biler, der er indregistreret før 18. marts 2009.

Læs mere hos FDM.

Alligevel har afgifterne indbragt 2,1 mia. kr. mere end i 2012. Det skyldes, at der er købt flere biler, og at bilerne er blevet lidt dyrere i 2013 sammenlignet med 2012.

"Vores foreløbige beregninger viser, at gennemsnitsprisen på en ny bil i 2013 er steget med næsten 4 pct. i forhold til året før. Det skyldes, at vi har købt lidt større biler. I andet halvår af 2013 steg salget af biler i Golf- og Ford Mondeo-klasserne med 25 pct. Samtidig er storsælgeren VW up! typisk blevet solgt med mere udstyr, hvilket har forhøjet prisen," forklarer Jan Lang, der er analytiker for Bilbasen.

Afgifter på brændstof

Udover registreringsafgift og grøn ejerafgift/vægtafgift betaler de danske bilister også store beløb i brændstofafgifter.

Benzinafgiften lægger cirka 7,2 mia. i statens kasse, mens dieselafgifter bidrager med 9,3 mia. kr. Hertil kommer cirka 2,0 mia. i afgifter på ansvarsforsikringer og vejbenyttelse.

Statens provenu på benzinafgiften udgjorde 9,5 mia. kr. i 2005. Men siden har det været faldende, som følge af at de nye benzinbiler kører længere på literen. Derimod har statens indtægter på afgift af olieprodukter i samme periode været stigende fra 8,0 til 9,3 mia. kr.

Stort dyk i 2009

Statens indtægter på registreringsafgiften faldt voldsomt som følge af finanskrisen i 2008.

I 2007 fik staten 24,3 mia. kr. ind i registreringsafgift, i 2008 faldt det til 20,0 mia. og i 2009 skete der et dyk til 12 mia. kr. Det var en følge af et voldsomt dyk i bilsalget. Siden har indtægterne været stigende til 14,5 mia. kr. i 2013.

Bilparken vokser

"Det skyldes dels, at der sælges flere nye biler, men også at bilparken er voksende. Der er flere familier, der har fået bil nummer to," forklarer Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos bilistorganisationen FDM.

i 2005 fik staten et provenu på 8,6 mia. kr på vægtafgift/grøn afgift. Det er siden vokset til næsten 10,9 mia. kr. i 2013, selv om både nye benzin- og dieselbiler kører meget længere på literen end de gamle.

"Hvis alle de gamle biler var blevet skiftet ud med en ny, ville statens indtægter være meget lavere. Men bilparken vokser, og samtidig ophævede regeringen skattestoppet på grønne afgifter. Afgifterne er steget, og og samtidig er det blevet dyrere for ejere af dieselbiler. Der blev indført en afgift på dieselbiler uden partikelfilter, og fra 2013 blev udligningsafgiften for dieselbiler hævet med 52 pct.," forklarer Allan Skytte Christensen.

BRANCHENYT
Læs også