Vind driller Vestas: Kæmpemølle fik ikke vinger

Vestas tør ikke spå om, hvornår kæmpemøllen får sine vinger på, efter installation glippede i weekenden.

En del af Vestas' V164-8.0 MW. Foto: Vestas

Det blev alligevel ikke i weekenden, at champagnepropperne sprang hos Vestas-folkene i det nationale testcenter for kæmpevindmøller i Østerild.

Vindmøllefolkene havde håbet på, at verdens største mølle kunne få sine vinger på i den forgangne weekend, men ugunstige vejrforhold udskød endnu engang installationen af de 80 meter lange vinger.

Dermed bliver det tidligt i anden halvdel af januar, at alle hovedkomponenterne til Vestas' offshore-satsning, V164-8.0 MW, er samlet.

Vestas' pressechef Michael Zarin fortæller, at det forventes at tage en dag at installere hver af de tre vinger, og at vejret heller ikke i dag mandag ser ud til at flaske sig for de normalt vindglade ingeniører i Aarhus-virksomheden.

Modsat sidste uge ønsker selskabet imidlertid ikke at sige noget om, hvornår man nu forventer, at vingerne er installeret, og alle hovedkomponenterne samlet.

Tårn og nacelle blev installeret allerede i december 2013, og Vestas havde håbet, at vingerne også ville komme op over julen. Ifølge EnergiWatch' oplysninger havde selskabet desuden krydset fingre for, at vingerne ville have snurret et par omgange og den første kilowatt-time produceret inden d. 8. januar. Forud venter nemlig et omfattende testprogram af møllen, før den kan erklæres fuldt installeret, idriftsat og kommissioneret.

"Udover at installere de store komponenter foregår der en række andre ting for at forberede kommissioneringen. Der er et antal folk derude, som arbejder på, hvad der nu er af opgaver, mens andre kaldes ud, når der er brug for dem; som når vejrvinduet åbner sig nok til, at vi kan løfte vingerne," skriver pressechef Michael Zarin.

Mølleproducenten har meldt ud, at møllen vil blive kommissioneret i første kvartal 2014, og selvom det har taget længere tid at få vingerne på end planlagt, har det ikke rykket sig.

De 35-ton tunge vinger vil, når de er fastgjort og roterer, bestryge et areal på mere end 21.000 kvadratmeter. Vingerne er knap fem meter brede på det bredeste sted, og blot en enkelt mølle forventes at generere strøm til 8.000 husstande.

BRANCHENYT
Læs også