Se Vestas' supermølle med vinger

Efter en lille forsinkelse står Vestas' V164-mølle færdigsamlet i Nordjylland. Se billeder.

Installation af vinger på Vestas V164 kæmpevindmølle. Foto: Vestas

Samtlige dele til verdens kraftigste vindmølle er nu samlet på testcentret i Østerild i Nordjylland.

Vestas fortæller i en meddelelse om havvindmøllen V164, som har en kapacitet på 8.0 megawatt (MW). Den færdige samling af møllen skete fra kl. 20 i går aftes og blev som EnergiWatch beskrev tidligere i dag afsluttet tidligt i morges.

Den aarhusianske vindmølleproducent bad en fotograf følge processen med den færdige installation, som chief platform manager Torben Hvid Larsen kalder "en stor dag for Vestas".

Lever op til forventninger

"Det er en stor milepæl, vi har nået, og nu kan vi vise, at vi er med. Det har været noget, der har trukket tænder ud, men folk har ydet en kæmpestor indsats," sagde han tidligere i dag til EnergiWatch.

Vestas forventer, at møllen begynder at snurre og producere elektricitet for første gang "i løbet af de kommende uger".

Dermed leverer Vestas pænt i forhold til tidligere udmeldte forventninger om, at den første testudgave af supermøllen, som har kostet en formue at udvikle, ville stå klar i første kvartal af 2014.

I modsætning til konkurrenter som Siemens og Alstom har Vestas endnu sin første ordre på V164-møllen til gode.

BRANCHENYT
Læs også