Nu vil bilkoncern betale udbytte

General Motors solgte i 2013 godt 9,7 mio. biler.

Mary Barra, der nu bliver den første kvindelige topchef hos General Motors, er på biludstillingen i Detroit med til at præsentere koncernens nye modeller. Foto: AP/ Paul Sancya

Den amerikanske bilgigant General Motors fortsætter sin fremgang og er nu for første gang i seks år klar til at betale udbytte til aktionærerne.

Udbetalingen bliver på 0,3 dollars per aktie, efter at aktionærerne det seneste års tid har givet udtryk for, at der nu igen var basis for udbytte.

Aktionærerne fik senest udbetalt udbytte i juni 2008, men året efter måtte General Motors gennem en betalingsstandsning og rekonstruktion af koncernen. Det betød bl.a., at titusinder mistede jobbet, og at GM siden har satset på færre mærker.

Fremgang på 4 pct.

Men nu sælger koncernen igen biler, og i 2013 blev der solgt 9.714.652 biler verden over. Det er en fremgang på 4 pct. i forhold til 2012.

På det kinesiske og det britiske marked kunne GM i fjor notere en fremgang på 11 pct., mens fremgangen i USA blev 7 pct.

"Sunde markeder i USA og Kina og succes med nye modeller er baggrunden for fremgangen, selv om det har været svært i Europa og visse dele af Asien," lyder det fra vicepræsident og økonomichef Dan Ammann. Den sidste titel afgiver han dog nu til Chuck Stevens for i stedet af bliver præsident for GM.

Samtidig tiltræder Mary Barra som administrerende direktør i stedet for Dan Akerson.

Overskud i 15 kvartaler

GM har nu haft overskud i de seneste 15 kvartaler.

"I dag fremstiller General Motors biler i højeste kvalitet til glæde for vores kunder, og samtidig leverer vi solide finansielle resultater," lød meldingen fra den afgående Dan Akerson.

BRANCHENYT
Læs også