0

Fjernet: Vådservietter kan forfølge børn hele livet

De populære Huggies vådservietter kan forårsage allergi hos spædbørn, der varer resten af livet.

Arkivfoto Foto: Frvàdvàric Cirou

Coop har netop besluttet at trække Huggies vådservietter fra alle sine butikker, hvor de indtil nu er blevet solgt. Det drejer sig om Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen.

Det gør de, fordi spædbørn risikerer at få en alvorlig allergisk reaktion, når de kommer i kontakt med Huggies vådservietter. De kan fremkalde eksem, som man vil have resten af livet, hvis man får det som baby.

Vi har allerede for mere end ti år siden valgt ikke at anvende MI - og andre stoffer under mistanke - i vores egne varemærker. Men nu tager vi det usædvanlige skridt at trække mærkevarer helt ud af butikkerne

Jesper Stanley, Coop.
Vådservietterne indeholder nemlig et konserveringsmiddel kaldet methylisothiazolinone (MI), som, en rapport fra EU's videnskabelige komite nu konkluderer, ikke er sikker. Derfor ønsker butikskæden ikke længere at sælge varer, der indeholder MI, som anvendes til babyer.

Drastisk skridt

Coop har for mere end ti år siden selv valgt ikke at anvende MI - og andre stoffer under mistanke - i sine egne varemærker.

"Men nu tager vi det drastiske skridt at trække det her mærkevareprodukt helt ud af butikkerne. Det er drastisk fordi man i 2008 tillod produkter med MI. Det nye er så, at det er værre end man hidtil har antaget. Derfor mener vi, det er vigtigt, at vi tager det her drastiske skridt, for at beskytte de mindste i samfundet," fortæller Jesper Stanley.

Konserveringsmidlet, der også bliver brugt i flere kosmetik- og plejeprodukter, har tidligere været udskældt af adskillige eksperter og Miljøstyrelsen i Danmark. På få år er antallet af allergiske reaktioner forbundet med MI nemlig steget voldsomt - og antallet af produkter der anvender konserveringsmidlet er noget nær fordoblet.

Det er blandt andet det, der nu har fået EU's videnskabelige komite til at anbefale, at der bliver indført et forbud mod at bruge MI. Men ifølge Coop vil det sandsynligvis tage flere år, før det træder i kraft.

Flere produkter på vej ud

Coop har imidlertid ikke fjernet alle sine produkter, der indeholder det udskældte konserveringsmiddel. Det drejer sig blandt andet om en række opvaskemidler samt nogle ansigtsprodukter fra Nivea Pure & Natural, oplyser kategorichefen.

"Det er rigtigt, at stoffet også anvendes i nogle andre produkter til voksne. Derfor har vi også udfordret vores leverandører til at få det ud af deres produkter inden 2015," lyder det fra Jesper Stanley.

Han fortæller desuden, at Coop nu har lavet en udfasningsplan for alle de produkter, der indeholder det allergifremkaldende middel, som kommer på huden. Det betyder, at Nivea Pure & Natural hudpleje produkter vil blive fjernet helt fra alle Coop's butikker i løbet af 2014.

Ingen af Coops egne kosmetikprodukter fra Änglamark, Coop og X-tra indeholder MI. Man kan også undgå konserveringsmidlet i produkter mærket med Svanen eller Blå Krans.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også