Botox-gigant klar med 55 mia. kr. til nye opkøb

Det amerikanske biofarma-selskab Allergan er parat til at bruge helt op til 55 mia. kr. på nye opkøb, siger topchefen. Samtidig vil man hæve sit forskningsforbrug fra 5,5 mia. kr. til mere end 8 mia. kr. over de næste fem år.

Foto: Colourbox

Pengekassen bugner i det amerikanske biofarma-selskab Allergan, som primært gør sig inden for skønhedsbehandlinger og lægemidler mod øjensygdomme, og nok mest er kendt som firmaet bag Botox. I hvert fald hvis man skal tro selskabets adm. direktør David Pyott.

Han siger således til branchemediet FierceBiotech, at han vil udbygge forretningen med en række nye opkøb og er klar til at bruge svimlende 55 mia. kr. til det formål. Og han har ingen skrupler ved at tømme kassen i løbet af den proces, siger han til mediet under den store J.P. Morgan Healthcare-konference, der løber af stablen i den amerikanske by San Francisco i disse dage.

”Vi har råd til at betale mere end nogen anden virksomhed,” siger David Pyott, og tilføjer, at man muligvis vil bevæge sig uden for kerneområderne medicinsk hudpleje, nervesygdomme og urinvejssygdomme med de bebudede opkøb.

Den amerikanske koncern har tidligere også været meldt interesserede i det irske medicinalselskab Elan, som endte med at ryge til et andet amerikansk selskab, Perrigo, for omkring 48 mia. kr.

Direktøren forklarer samtidig, at man vil hæve sine omkostninger til forskning og udvikling (F&U) markant i løbet af de kommende år.

Allerede sidste år voksede F&U-omkostningerne med mange millioner, så de endte på mere end 5,5 mia. kr., mens antallet af forskningsmedarbejdere blev øget med 500 til omkring 2.500. I år vil man ansætte hundredvis af nye forskere, mens man over de næste fem år vil øge omkostningerne til mere end 8 mia. kr., siger David Pyott til mediet.

BRANCHENYT
Læs også