Slut med at tvinge 70-årige på pension

Lige nu spænder to love ben for, at man kan blive på arbejdsmarkedet uanset alder.

"Gennem mange år har vi talt om, hvor vigtigt det er, at alle bliver længere på arbejdsmarkedet. Det skal vi naturligvis tage alvorligt," sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin tale til nationen nytårsaften.

Alligevel spænder hele to love ben for, at folk over 70 år kan fortsætte i jobbet, hvis de ønsker det. Det skriver kristeligt Dagblad.

Dels hindrer tjenestemandsloven præster, provster, biskopper, dommere og militære tjenestemænd i at arbejde efter deres 70-års fødselsdag, også selvom arbejdsgiverne gerne vil beholde dem. Dels gør en paragraf i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet det muligt for virksomheder at afskedige folk automatisk, når de fylder 70 år. En mulighed, som en række offentlige såvel som private arbejdspladser gør brug af, herunder Danmarks Nationalbank, Louisiana, Arla Foods og flere medier, blandt andre Danmarks Radio.

Minister vil se på grænse

Men nu åbner beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for at hjælpe de ældre, som gerne vil fortsætte i jobbet.

"Man skal som udgangspunkt have lov til at arbejde, så længe man har lyst til. Jeg er derfor villig til at se på, om der er behov for at justere denne grænse, eller om den helt skal fjernes," skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad.

Det vækker glæde hos Ældre Sagen.

"Mange danskere er stadig friske og raske, når de fylder 70 år. Og en undersøgelse, vi lavede i efteråret, peger på, at i omegnen af 10.000 ældre danskere gerne ville fortsætte med at arbejde, hvis ikke en aldersgrænse hindrede dem i det. Så interessen er der," siger seniorkonsulent Peter Halkjær.

BRANCHENYT
Læs også