B&O-planen ser ud til at virke

Den danske elektronikproducent Bang & Olufsen løftede forretningen i andet kvartal.

B&O Play fortsætter med at vokse, mens det går tilbage for kerneprodukterne i AV-afdelingen. Fotocollage: epn.dk

Både toplinjen og bundlinjen er en anelse bedre i den regnskabsmeddelelse for andet kvartal, som Struer-virksomheden Bang & Olufsen (B&O) torsdag har afleveret til børsen.

Selskabets omsætning steg i andet kvartal med beskedne 3 mio. kr. til 822 mio. kr. sammenlignet med samme periode i fjor.

Indsats giver resultater

Tilsvarende løftede resultatet af den primære drift sig fra 26 mio. kr. til 31 mio. kr. i år.

Dermed ser det ud til, at B&O's satsning på nye forretningsområder og nye markeder ser ud til at virke.

"Kvartalet signalerer, at indsatsen i forbindelse med den strategiske transformation samt den målrettede investering i innovation begynder at give resultater, og vi holder fast i forventningerne for året," siger adm. dirketør Tue Mantoni.

Hovedfokus for året er at fortsætte med at bygge en stærk base, som vil forberede Bang & Olufsen til fremtidig vækst, samtidig med at der sikres en betydelig forbedring af de økonomiske resultater.

Bang & Olufsens regnskab for andet kvartal

Masser af fremgang

Han kan glæde sig over fremgang over stort set hele linjen, men salget af AV-kerneprodukterne på det europæiske marked har det fortsat svært.

AV-segmentet faldt som helhed med 12 mio. kr. i omsætning til 464 mio. kr. i det forgangne kvartal, mens B&O's nye satsningsområde Play igen går frem. Der er dog tale om en beskeden stigning denne gang fra 159 mio. kr. i omsætning til 168 mio. kr. i andet kvartal i år.

6 pct. mere Play

Det svarer til en fremgang på knap 6 pct. og noget under analytikernes forventninger. Med til historien hører dog også, at det var i andet kvartal i fjor, at B&O lancerede sin A9-højttaler, hvilket gør sammenligningsgrundlaget sværere i år.

"Væksten i B&O Play er drevet af salg gennem tredjeparts distribution og e-handel, hvor de nyligt lancerede Beoplay H6-høretelefoner klarede sig særdeles godt," forklarer B&O om udviklingen.

Også lydprodukterne til biler, Automotive, klarer sig bedre i år med en fremgang på 10 mio. kr. i omsætningen, der er landet på 164 mio. kr.

Europa i knæ - Kina går frem

Mere interessant er det måske, at B&O for alvor er i gang med at rykke rundt på salget af sine produkter i verden.

Selskabet er fortsat i store vanskeligheder på det europæiske kontinent, hvor salget er styrtdykket med 16 pct. fra 455 mio. kr. til 380 mio. kr. fra andet kvartal i fjor til andet kvartal i år.

Omvendt vinder den danske elektronikproducent massivt frem på andre markeder.

Ikke mindst må det glæde Tue Mantoni og de mange aktionærer at se, at selskabets satsning på det kinesiske marked nu ser ud til at vise sig i regnskabet.

BRIK fylder mere

BRIK-markederne - herunder ikke mindst Kina - voksede således med hele 45 pct. i kvartalet, hvilket svarer til en fremgang på 28 mio. kr. Det skyldes "hovedsageligt stærk vækst i Bang & Olufsens egne butikker i Hongkong og i Sydkina."

BRIK udgør nu 16 pct. af omsætningen i årets første seks måneder sammenlignet med 11 pct. af omsætningen forrige år.

Men også i Nordamerika vokser B&O pænt. Selskabet har således solgt 21 pct. mere i området, hvor der i andet kvartal blev afsat for 49 mio. kr.

De vigtigste fokusområder i regnskabsåret 2013/14 er at forynge og styrke Bang & Olufsens produktportefølje og at transformere forhandlernetværket, mens væksten i Automotive og B&O PLAY fortsætter, om end i reduceret takt.

Bang & Olufsens regnskab for andet kvartal

Desuden skal man bide mærke i, at omsætningen gennem tredjepartsforhandlere er vokset ganske voldsomt fra 16 mio. kr. til 43 mio. kr. over året.

15 butikker færre

B&O havde ved udgangen af andet kvartal 582 B1-butikker i verden. Det er 15 butikker færre og dækker over 13 åbninger og 28 lukninger.

Udviklingen skal ses i lyset af, at selskabet er i gang med at tilpasse sit forretningskoncept.

"Bang & Olusfen fortsætter med at målrette distributionen mod færre, mere produktive butikker for, sammen med forhandlernetværket, at investere i service, events, marketing, butiksindretning og andre kundefokuserede aktiviteter, som yderligere vil styrke kundeoplevelsen og sikre en stærkere langsigtet vækst for Bang & Olufsen og netværket," skriver B&O i regnskabet.

Flere butikker i Kina

Netop antallet af forretninger er også en forklaring på succesen i Kina, hvor samarbejdspartneren Sparkle Roll har åbnet 42 dedikerede Play-butikker. Regner man de såkaldte shop-in-shops med, så råder Sparkle Roll over 196 B&O-butikker i Kina.

Ny teknologi

Elektronikselskabet har i løbet af kvartalet lanceret nye højttalere, der gør brug af en nyudviklet trådløs teknologi, og forventningerne er store.

"Den feedback og de innovationspriser de nyligt lancerede trådløse højttalere har modtaget bekræfter Bang & Olufsens ledende position inden for lyd- og designinnovation," siger Tue Mantoni.

Han forventer fortsat en omsætning moderat over niveauet i regnskabsåret 2012/2013, da der blev omsat for godt 2,8 mia. kr. Læg dertil en let stigende bruttoavance, lavere kapacitetsomkostninger i indeværende år og en indtjening (Ebit) omkring nul.

Og det ser ikke umuligt ud.

Omsætningen efter første halvår i år lyder på 1.388 mio. kr. mod 1.419 mio. kr. i samme periode i fjor. Resultatet før skat efter første halvår er landet på -51 mio. kr. mod -41 mio. kr. i samme periode for et år siden.

Tabel for Bang & Olufsens regnskab for andet kvartal af 2013/14:

Mio. kr. 2. kvartal 2013/14 2. kvartal 2012/13 Hele år 2012/13
Nettoomsætning

822

819

2.814

Bruttoresultat

351,3

357,8

1.095,9

EBIT

30,7

26,2

-188

Resultat før skat

16,7

22,9

-212

Nettoresultat

7,9

15,4

-160

BRANCHENYT
Læs også