Borgmester: Det er et hårdt slag og dybt beklageligt

Faaborgs største virksomhed Danish Crown lukker og slukker i byen. 472 mister jobbet.

Danish Crown i Faaborg var ikke alene byens største, men også en af de største industriselskaber i kommunen.

Det var et hårdt opkald, som Christian Thygesen omkring klokken 13 i dag modtog.

Han er borgmester, Venstre-mand, i Faaborg-Midtfyn Kommune, og i den anden ende af røret fortalte en stemme ham, at byens største virksomhed, slagteriet Danish Crown, kommer til at lukke inden for en overskuelig fremtid.

En af de største arbejdspladser

Det betyder, at 472 borgere mister deres job. De fleste er ansat i Danish Crowns udbeningsafdeling på byens havn, mens 60 af borgerne har deres daglige gang i Tulips afdeling for færdigvarer. Ingen af delene har en fremtid i byen.

Det bliver svært hvis ikke umuligt for Faaborg at tiltrække et tilsvarende antal industriarbejdspladser.

Christian Thygesen, borgmester (V), Faaborg-Midtfyn Kommune

"Det er dybt beklageligt, at Danish Crown ser sig nødsaget til det. Det er et hårdt slag ikke bare for Faaborg, men for hele Fyn, fordi det er en af de største industriarbejdspladser. Det er trist for de familier, der mister beskæftigelsen," siger Christian Thygesen til epn.dk.

Selvom det blot er få timer siden, at han fik nyheden overbragt direkte fra Danish Crowns ledelse, så har han nået at være i kontakt med kommunens jobcenter. Forude venter nu et stort arbejde med at tage hånd om de mange mennesker, der står til at miste jobbet.

Det skal foregå i samarbejde med Danish Crown, og opgaven har ifølge borgmesteren status af "topprioritet".

Kan hullet lukkes?

Spørgsmålet er, om det er muligt at lukke hullet efter Danish Crown på Fyn. Slagteriet var ikke alene byens største, men også en af de største industriselskaber i kommunen.

Noget kunne tyde på, at de fyringstruede skal se sig om efter andre brancher.

"Det bliver svært hvis ikke umuligt for Faaborg at tiltrække et tilsvarende antal industriarbejdspladser," siger Christian Thygesen.

I det hele taget har det været svært for Fyn at skaffe arbejdspladser til alle sine borgere de senere år.

Kommuner hårdt ramt

Arbejdsløshedsstatistikken fra Danmarks Statistik viser, at 7 af de 20 kommuner i Danmark, der i 2012 var hårdest ramt af arbejdsløshed, havde hjemme på Fyn.

Faaborg var dengang nummer 27 med en arbejdsløshed på 6,7 pct., men noget kunne altså tyde på, at kommunen er på vej højere op i de kommende år.

"Det er generelt et fynsk problem. Fyn har ikke på samme måde som storbyerne og trekantsområdet været i stand til at omstille sin erhvervstruktur fra industri til mere vidensbaserede eller serviceorienterede arbejdspladser. Det betaler vi prisen for nu," siger borgmesteren, der mener, at politisk sammenhold om opgaven på tværs af Fyn er eneste vej frem.

BRANCHENYT
Læs også