S-kæmpe kritiserer Corydon for Goldman-aftale

Tidligere socialdemokratisk energiminister Poul Nielson opfordrer Bjarne Corydon til at stoppe DONG-aftalen med Goldman Sachs.

Foto: Richard Drew/AP

Der har tidligere været kritik fra Socialdemokraternes bagland af den investeringsaftale, som partiets finansminister Bjarne Corydon har indgået med den omstridte investeringsbank Goldman Sachs om DONG Energy - og nu kommer en af partiets tidligere koryfæer også på banen.

Poul Nielson, der både er tidligere energiminister og EU-kommissær, langer nu kraftigt ud efter aftalen:

"Det er unødvendigt at sælge så stor en del DONG og så på de vilkår. Staten er ikke nødlidende," siger han i radioprogrammet P1 Business med henvisning til, at banken på trods af kun at være mindretalsaktionærer får en række vetorettigheder.

Røgslør om investor

Ifølge Poul Nielson er det bl.a. problematisk, at der er et "røgslør" omkring investeringsbanken. Det skyldes, at det er uklart, hvem der står bag investeringsgruppen navnet "New Energy Investment", som er den officielle den investor, udover at den er ledet af Goldman Sachs.

Endelig er han også meget kritisk over for, at investeringsgruppen er registreret i Luxemborg.

"Det vil være pinligt, hvis en senere gevinst ved den planlagte børsnotering ikke bliver beskattet, fordi investorerne hører hjemme i skattelylande. Så vil vi føle os fuldstændig til grin," udtaler Poul Nielson, der derfor mener, at staten bør stopper salget og åbne debatten om beslutningen.

Netop det har Dansk Folkeparti og ytret ønske om, fordi partiet i lighed med Enhedslisten mener, at vilkårene, som Goldman Sachs får med aftalen, er for gunstige.

Der er dog fortsat flertal for aftalen, eftersom Venstre og de Konservative bakker op om den - men det er ifølge den tidligere socialdemokratiske minister et bluff:

"Venstre og Konservative holder sig bevidst tavse for senere, at kunne kritisere aftalen. Det er fejt."

Forsinker proces

Der skulle torsdag eftermiddag være møde i finansudvalget omkring aftalen og det beslutningsforslag, som Enhedslisten har stillet, om at droppe salget.

Men til Børsen siger Frank Aaen, at Enhedslisten har taget punktet af dagsordnen, fordi partiet vil stille flere spørgsmål, hvilket samtidig betyder, at det kan blive svært at nå at få forslaget i Folketingssalen på tirsdag, som det ellers var planalgt, og det kan samlet set forsinke hele processen.

”Vi har nogle flere spørgsmål, og derfor piller vi det af dagsordenen i dag. Men det betyder ikke, at vi trækker forslaget tilbage, slet ikke,” siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, til Børsen.

BRANCHENYT
Læs også