Intelligent kontaktlinse på vej fra Google

Google er i gang med at teste prototyper på en intelligent kontaktlinse med chip, der bl.a. kan hjælpe diabetikere med at kontrollere deres blodsukkerniveau via deres tårer.

Brian Otis, leder af Google X-projektet, holder den intelligente kontaktlinse, som Google er i gang med at udvikle. Foto: Jeff Chiu/AP

En antenne tyndere et end menneskehår, en mikrochip og sensor der ligner glitter. Sat ind imellem to ultratynde lag i en kontaktlinse.

Det er ingredienserne i den intelligente kontaktlinse, som Google er i gang med at udvikle.

Formålet er, skriver den amerikanske tech-gigant på sin officielle blog, at hjælpe diabetikere med at måle deres blodsukker uden, som i dag, at prikke sig i fingeren og derefter bruge en glukosemåler.

Tester prototyper

"Vi tester prototyper, der kan generere en læsning én gang per sekund. Vi undersøger også mulighederne for ,at dette kan tjene som en tidlig advarsel for bæreren, så vi udforsker at integrere bittesmå LED-lys, der kan lyse op for at indikere, at blodsukkerniveauet har krydset over eller under visse tærskler. Det er stadig tidlige dage for denne teknologi, men vi har gennemført en række kliniske forskningsundersøgelser, som er med til at forfine vores prototype. Vi håber, at dette kunne en dag føre til en ny måde for folk med diabetes til at styre deres sygdom," skriver selskabet således på sin blog.

Google, der for nylig gik ind på Danfoss' enemærker med et opkøb, og også har lanceret et særskilt selskab ved navn California Life Corporation – eller blot Calico – med det erklærede mål at modvirke menneskers aldring og forlænge selve livet, er i drøftelser med de amerikanske tilsynsmyndigheder, og der er fortsat lang vej endnu, understreger projektlederne.

Ikke alene

"Vi kommer ikke til at gøre dette alene: Vi planlægger at lede efter partnere, der er eksperter i at bringe lignende produkter på markedet. Disse partnere vil bruge vores teknologi til en smart kontaktlinse og udvikle apps, der ville sætte målingerne til rådighed for bæreren, og deres læge," skriver Google.

Selskabet er langt fra det eneste, der undersøger alternative måder at hjælpe diabetikere med at kontrollere blodsukkeret.

Danske HypoSafe er ved at udvikle et lille implantat, der ved et simpelt indgreb placeres lige under huden bag øret, og som kan advare diabetikere mod for lavt blodsukker.

Amerikanske Freedom Meditech er ved at udvikle et lille, håndholdt udstyr, der skal holdes op foran øjet, hvorefter produktet scanner øjet og kommer med en måling af blodsukkerniveauet.

BRANCHENYT
Læs også