Den videbegærlige antistræber

Clement Kjersgaard har gået på privatskole i Aarhus, på gymnasiet i Hong Kong, på universitetet i Oxford og bagefter i København. Nu laver han det, han altid har villet, men han bliver aldrig færdig med at uddanne sig.

Clement Kjersgaard er kendt for snakke meget og stille meget lange spørgsmål til sine tv-gæster. Arkivfoto: Joachim Adrian ADRIAN JOACHIM Clement Kjersgaard ses her under optagelser til ”Debatten”. Arkivfoto: Joachim Adrian ADRIAN JOACHIM

Clement Kjersgaard begyndte sin karriere som tv-vært på DR i programmet ”Tal med Gud” i 2004. Han havde ikke selv søgt jobbet, men var blevet opdaget af Mads Brügger og Mikael Bertelsen, hhv. ophavsmand og programchef bag programmet.

Premium
  • Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement.
  • Hvis du ikke allerede har adgang til Premiums store daglige udvalg af kvalitetsjournalistik, så få det her: Den første måned er gratis

»Som jeg husker det, så Mads et interview med mig i Berlingske, hvorefter han ringede til Mikael, som var til tv-festival, og sagde ”Mikael, jeg har fundet værten”. Mikael sagde, ”jeg har ikke tid til at tale nu, jeg skal flyve hjem”. Mikael kommer op i flyet, og der ligger den udgave af Berlingske Tidende med det interview med mig,« fortæller Clement Kjersgaard.

Interviewet handlede om Clement Kjersgaards projekt Ræson, et dengang nystartet magasin om politik, som i kraft af interviewet kom til at spille rollen som uopfordret jobansøgning – en jobsansøgning, der vel at mærke stadig lever i bedste velgående.

»Jeg har kunnet konstatere, at hvis man laver sin egen lille butik, og siger ”nu laver vi noget, sådan som vi gerne vil det”. Så kan andre se det og forholde sig til det, og så vil de gerne komme over i butikken. Det er en meget konkret transaktion, for så har de jo set produktet,« siger Clement Kjersgaard og fastslår:

»What you see is what you get. Det er det, jeg godt kan lide ved mediebranchen, der kan du kun bedømmes på det, du laver, og du er kun så god som dit sidste produkt.«

Siden debut-programmet har Clement Kjersgaard været vært på en lang række DR-programmer. I år kan han fejre sit tiårs jubilæum på stedet, hvor også vores samtale foregår, i et tilfældigt mødelokale, imens han spiser sin frokost. Da jeg spørger, om han hele tiden har haft en plan for, hvad han skulle, svarer han prompte:

Jeg havde ikke forudset, at jeg skulle arbejde så længe i DR. Men det siger bare noget om, hvor desperat huset har brug for mig

Clement Kjersgaard, vært på DR’s ”Debatten”

»Jaja, ja! Det var nogenlunde det her. Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, havde jeg snarere troet, at jeg lavede Ræson eller tilsvarende uafhængige medieprodukter. Jeg havde ikke forudset, at jeg skulle arbejde så længe i DR. Men det siger bare noget om, hvor desperat huset har brug for mig og ikke om så meget andet,« siger han. Lidt flabet, lidt med et glimt i øjet – ligesom man kender ham fra tv.

Man skal kun lære at arbejde én gang

Clement Kjersgaards første store skridt mod fremtiden blev taget i en tidlig alder, langt fra Ræson og den blå DR-bygning på Amager. Familien Behrendt Kjersgaard flyttede til Aarhus i 1982, og allerede som 11-årig etablerede Clement Kjersgaard Århus Børneradio.

»Jeg har hele tiden været målrettet. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være manuskriptforfatter og mediemand. Samtidig har jeg også vidst, at jeg ikke ville gå på filmskole eller en anden kunstnerisk rettet uddannelse. Og jeg har aldrig nogensinde overvejet at læse journalistik. Det ville spolere glæden ved det, og jeg har altid betragtet journalistik som et redskabsfag, man kunne tilegne sig ved siden af det andet,« fortæller han.

”Det andet” var i børneradio-dagene den katolske privatskole Sankt Knuds i Aarhus, hvor dansklæreren Lise Fabricius krævede dansk stil en gang om måneden og på den måde lærte Clement Kjersgaard at arbejde og skrive. En lektie, han betragter som værende helt elementær i livet:

»Man skal ligesom kun lære at arbejde én gang. Hvis man er heldig, lærer man det i skolen. Hvis man er knap så heldig, lærer man det først senere.«

Færdig før brødet hopper op

Efter grundskolen på Sankt Knuds gik det næste store skridt tværs over kloden til Hong Kong, hvor Clement Kjersgaard tog sin studentereksamen på Li Po Chun, en af de 12 skoler, der udgør United World College.

»Det blev de to bedste år af mit liv, og uden tvivl de to år, som flyttede mig mest socialt, følelsesmæssigt, intellektuelt, akademisk – på alle måder. Oplevelsen af at komme til den anden side af jorden uden at have mødt en eneste af de personer, man skulle bo med, uden at have set et eneste billede af det sted, hvor man skulle bo, og samtidig skulle tale engelsk hele tiden fra den ene dag til den anden,« begynder han og afslutter:

»Når man gør sådan noget, og det lykkes, og når de mennesker, man møder, bliver de vigtigste mennesker i ens liv, så vender ens opfattelse af verden sig meget, tror jeg. Man oplever, at det er en beslutning, man kan træffe selv, og at det er noget, man kan lykkes med. Man oplever, at ens indflydelse på ens eget liv er kolossalt stor,« erfarer Clement Kjersgaard.

Videre fra Hong Kong tog han skridtet til Oxford, hvor han læste filosofi, politik og økonomi – en bacheloruddannelse, der forkortes PPE, og som forbløffende mange toneangivende mennesker i Storbritanien har. Uddannelsen svarer næsten til statskundskab herhjemme, og selv om det hverken var nemt at komme ind eller at studere på Oxford, og selv om uddannelsen ikke rigtig kunne bruges i Danmark, da Clement Kjersgaard vendte hjem, har han aldrig fortrudt beslutningen om at læse PPE.

»Jeg havde længe en yndlingsstribe i tegneserien ”Radiserne”, hvor Søren Bruns lillesøster sidder og laver lektier ved siden af en brødrister. Så siger hun ”jeg laver lektier og har brug for hjælp. Søren, kom og hjælp mig”. Søren Brun kommer op for at hjælpe hende, og hun siger ”jeg vil have det overstået, før mit ristede brød hopper op.” Sådan har jeg det også,« fastslår han og griner over striben.

»Jeg er god til ikke at udskyde tingene, og jeg lærte at komme i gang, og at stille det sværeste spørgsmål først – skyde ind til grundproblemet og løse det. Det er den eneste arbejdsproces, jeg kender, og det, jeg har i høj grad lært i Hong Kong og i Oxford.«

Clement Kjersgaard kigger hovedsageligt rundt i lokalet, imens han fortæller og husker tilbage. Samtidig rykker han rundt i sædet som en andenklasses-dreng op til frikvarter. Men da samtalen næsten uundgåeligt falder på det udenlandske uddannelsessystem over for det danske, er der pludselig ro i sædet, øjenkontakt og en finger i vejret.

»Tager man det faglige udbytte, jeg fik af de fem år i udlandet, og lægger det over for alle de år jeg tilbragte i det danske uddannelsessystem, så ser det danske system ikke særligt imponerende ud. Vi får for lidt ud af den tid, vi bruger. Lærerne spilder deres tid, eleverne spilder deres tid, og det forekommer mig åndssvagt,« konstaterer Clement Kjersgaard, imens argumenterne synes at stille sig i beredskab i hans talestrøm, der er udflydende, men samtidig utrolig målrettet og klar i spyttet.

Fakta
Om Clement Behrendt Kjersgaard
  • Redaktør, studievært, bladudgiver, foredragsholder og ordstyrer.
  • 38 år
  • Født i København, opvokset i Aarhus
  • Startede Århus Børneradio som 11-årig
  • Tog sin studentereksamen på Li Po Chun i Hong Kong, en del af United World College i 1994
  • Afsluttede bacheloruddannelsen PPE på Oxford University i 1997
  • Afsluttede bacheloruddannelsen i Statskundskab på Københavns Universitet i 2002
  • Oprettede Ræson i 2002 som et website, i 2007 lanceret som et trykt magasin
  • Har siden 2004 været vært på diverse tv-programmer på DR
  • Se mere på www.kjersgaard.com og www.raeson.dk

Efter at have afsluttet sin bachelor i Oxford vendte Clement Kjersgaard tilbage til Danmark, 21 år gammel og med en prestigefyldt uddannelse, som ikke kunne bruges i Danmark. Han begyndte på statskundskab på Københavns Universitet, og mens han studerede, lancerede han Ræson. Herfra er det groft sagt gået slag i slag.

En tosporet uddannelse

Med et imponerende uddannelsesforløb og ditto karriere fristes man fejlagtigt til at tro, at Clement Kjersgaard har siddet på forreste række siden første klasse for at nå så langt så hurtigt.

»Jeg er ikke nogen stræber. Jeg har altid været okay med at gå i skole, men jeg levede aldrig for at få gode karakterer – og godt det samme, for det gjorde jeg ikke konsekvent. Jeg vidste instinktivt, at ethvert fagforløb er ”gæt, hvad læreren tænker på”, og i det øjeblik, jeg havde fået 11 eller 13 én gang, så vidste jeg, at jeg havde knækket koden, og dér forsvandt min interesse for at performe fuldstændig,« erkender han.

I stedet for at jage de gode karakterer har Clement Kjersgaard haft travlt med andre ting ved siden af skolen – et parallelt uddannelsesforløb i livets skole.

»Mit skoleblad, min lokalradiostation, de projekter, jeg lavede i Hong Kong og i Oxford, mine planer for at lave film og tv – alle de ting har altid været vigtigere end min skole. Jeg har altid kørt i to spor, og derfor har jeg haft en uafhængighed eller frihed i forhold til det faglige. Jeg har haft mig selv meget med og forholdt mig selvstændigt fagligt til det, jeg lavede, i stedet for at gå til det, som om det var udenadslære,« fortæller han.

Clement Kjersgaard vil ikke fortælle folk, at de skal kopiere hans fremgangsmåde, men han kommer gerne med sine anbefalinger:

»Jeg synes, at man skal finde noget at blive rigtig god til, og så skylder man sig selv ikke at gøre det let. Man skal ikke være bange for at udfordre sig selv. Jeg frygter, at det her karakterfokus og gennemførelsesfokus belønner folk for at være uambitiøse og tage de lette eksamener, og det bliver man ikke klogere af. Det gælder om at gøre sig bedre, styrke sin faglighed og sin selvrespekt.«

Sig det med Sokrates

Da frokosten på tallerknen er spist op, og timen er ved at rinde ud, trænger et sidste spørgsmål sig på.

Er du færdig med at uddanne dig?

»Nej, og jeg vil sige som Sokrates: ”Det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved.” Jeg har relativt systematisk, siden jeg forlod universitetet, været opmærksom på, hvad jeg ikke ved noget om. Jeg har nogle kolonner, som jeg fylder op og får læst op på, når jeg har chancen for det. Hvis man skal overleve på sin viden, er man nødt til at have den, og det er utroligt arrogant at tro, at man kan leve i medie-, kultur-, eller undervisningsbranchen uden at arbejde på at vedligeholde sin viden,« påpeger Clement Kjersgaard og uddyber:

»Der er meget lidt af det arbejde, jeg laver, hvor jeg ikke føler, at jeg kommer ud med et større fagligt udbytte. Jeg er meget åben over for ting, som jeg ikke ved, så på den måde uddanner jeg mig hele tiden. Jeg er mere skeptisk over for decideret efteruddannelse eller kurser – det forekommer mig altid fuppet. Min personlige form for efteruddannelse er at finde den i det, jeg laver, både i det, jeg siger ja til, og den måde, jeg udfører tingene på. Altså, jeg har aldrig været på kursus,« tilføjer han.

BRANCHENYT
Læs også