0

Haribo fjerner "racistiske" lakrids-hoveder

Efter kunder har klaget over motiverne i Haribos "Skipper Mix".

Hovedet på billedet er et af de motiver, som Haribo nu fjerner fra produktionen.  Foto: Haribo Danmarks hjemmeside

Har du nogensinde lagt mærke til, hvilke motiver du har gumlet på, når du har købt en pose "Skipper Mix" fra Haribo?

Det har en række svenske kunder.

Og det har bragt sindene så meget i kog, at gruppen af kunder har klaget til Haribo, da de mener, at virksomheden producerer lakrids med motiver, der karikerer racistiske stereotyper.

Det skriver den svenske nyhedsside Nyheter24.

Stopper produktion efter protester

Debatten har især foregået i Sverige og tog fart i december på slikproducentens Facebook-side.

"Jeg elsker virkelig salt lakrids. Har lige sat mig og smasket på et af jeres produkter og var egentlig superglad, indtil jeg begyndte at kigge på, hvordan saltlakridsen faktisk så ud. Jeg troede, vi var kommet til den konklusion, at brugen af ​​karikaturer af mennesker af forskellig oprindelse ikke er ok?

Vil nu hellere kaste den " indfødte" op og sende dem tilbage til jeres hovedkvarter. Vil finde min salt lakrids et andet sted i fremtiden," skrev Lotto Backman på Haribo Sveriges Facebook-side. 

Og nu har kritikken fået Haribo til at stoppe produktionen af de bestemte motiver, der ellers er blevet brugt siden 1943.

"Jeg forstår kritikken og mener, at det er vigtigt at lytte til forbrugerne.

Jeg ser det som unødvendigt at have sådanne Lakrids-stykker, hvis det kan opfattes stødende," siger Haribos administrerende direktør i Sverige, Ola Dagliden, til Nyheter24.

Også kritik i Danmark

Herhjemme har Haribo Danmark faktisk også stiftet bekendtskab med debatten.

"Hej Haribo. Jeg vil bare sige, at jeg er ret chokeret over, at I sælger slikhoveder med afrikanske hoveder og abe hoveder på. Hvad er det meningen, at man skal tænke, når man ser på dem? Det er altså ret pinligt, at I ikke har ordnet i den slags, når vi er i 2013. Racisme er ikke sjovt," skrev Lene Kaltwasser Henriksen på Haribo Danmarks Facebook-side i september i fjor.

Dengang gav Haribo Danmark følgende svar:

"Hos HARIBO tør vi godt påstå, at majoriteten af danskere godt forstår, at der absolut ikke er den mindste diskriminerende hensigt til baggrund. Vi ændrer naturligvis navne, når vi synes, de er helt ude af trit med både sprog og kultur.

Ligesom Piratos, Lakridspiber og andre navne og faconer på produkter, der i dag kan fortolkes i andre kontekster, skal der vel også stadigvæk være en uskyldighed til, så der ikke går politik i alt," skrev Haribo Danmark på Facebook-siden.

Haribo Danmark fjerner også motiverne

Men nu er der altså kommet andre boller på suppen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Haribos direktør i Danmark, Per Henerius.

Men overfor Ekstra Bladet bekræfter han, at de pågældende motiver i "Skipper Mix" også bliver fjernet fra produktionen i Danmark.

Flere er imod

Og den reaktion har allerede skabt en storm af kommentarer på Facebook.

"Skal vi nu til at hamstre "Skipper Mix", hvis vi vil have den originale? Kom nu lige ind i kampen Haribo! Man skrotter da ikke en mangeårig succes, bare fordi nogle få kunder er snerpet og elsker nidkær overdrevet politisk korrekthed!" skriver Torben Jensen blandt andre.

Ordet er dit:

Hvad mener du? Bliver du også stødt af lakridserne fra Haribo?

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også