Serier

Millionkrav rejses mod Lundbeck

Medicinfirmaet Actavis kræver ca. 100 mio. kr. i erstatning af Lundbeck. Lundbeck har i strid med reglerne spændt ben for konkurrencen, lyder anklagen.

Medicinselskabernes kamp

Medicinkoncernen Lundbeck mødes nu af et større erstatningskrav for i strid med reglerne at have blokeret for konkurrence på selskabets hovedprodukt, antidepressionsmidlet Cipralex.

Det børsnoterede, amerikanske selskab Actavis kræver ifølge Jyllands-Postens oplysninger i omegnen af 100 mio. kr. i erstatning, fordi Lundbeck i en årrække uberettiget har blokeret for salg af kopier af Cipralex.

Lundbeck mener, at produktet er omfattet af patent, men ifølge Actavis sker der intet patentbrud, og Lundbeck kæmper blot med næb og kløer for at holde konkurrenter væk, fremgår det af et processkrift fra en nylig afgjort højesteretssag, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

»Actavis’ opfattelse (er), at Lundbeck ikke blot forfølger et reelt ønske om at sikre sig, at der ikke finder patentkrænkelse sted, men med ethvert middel blot søger at forhindre enhver konkurrence på deres altovervejende hovedprodukt,« hedder det i processkriftet.

Actavis ønsker ikke at kommentere Jyllands-Postens oplysninger om erstatningskravet. Lundbeck mener ikke, at Actavis har krav på nogen form for erstatning.

»Der er ikke noget grundlag for, at de kan kræve erstatning. Det er dem, der har krænket, og dem, der er gået på markedet med et stof, der er fremstillet ved brug af en af vores metoder, der er dækket af et patent. Det må man ikke, og det skal vi have erstatning for, og det vil vi også søge at få,« siger pressechef Mads Kronborg, Lundbeck.

Kopifirmaer har siden 2009 ønsket at sende billigere versioner af Lundbecks supersællert på det danske marked, men Lundbeck har ved domstolene fået opbakning til et fogedforbud, der effektivt har holdt konkurrenterne væk.

Ingen grund til forbud

Ifølge Lundbeck overtræder kopifirmaerne den patenterede metode, som Lundbeck bruger til at fremstille sine tabletter, men Actavis har kørt sagen helt til Højesteret, og her konkluderede man for nylig, at der aldrig har været grundlag for et forbud. Det har nu udløst erstatningskravet fra selskabet, erfarer Jyllands-Posten.

Indtoget af kopiprodukter medfører ofte prisfald på op mod 90 pct., men ved at holde konkurrenter væk fra markedet har Lundbeck fortsat kunnet sælge sine antidepressionstabletter til en høj pris. Dermed har selskabet ifølge branchekilder scoret mindst 250 mio. kr. i ekstra indtjening alene i Danmark siden 2009.

BRANCHENYT
Læs også