OECD: Danske banker er skrøbelige

Danske banker og realkreditinstitutter har store udfordringer, mener OECD.

Der er grund til bekymring for den danske bank- og realkreditsektor, mener de økonomiske overdommere, OECD.

Banksektoren udgør en tung del af dansk økonomi. Derfor er det bekymrende, at de danske husholdninger er de mest forgældede blandt OECD-landene, og at så mange boligejere har afdragsfrie lån.

Fakta

Mandag fremlagde OECD sin landerapport for Danmark. Organisationen har 52 år på bagen, og Danmark har været med fra start.

  • Organisation blev skabt i 1961 som en udbygning af OEEC, som administrerede Marshall-planen.
  • De stiftende medlemmer talte 18 europæiske lande, heriblandt Danmark, samt USA og Canada.
  • Siden har 14 lande sluttet sig til, blandt andre en række ikke-europæiske i form af Japan (1964), Australien (1971), New Zealand (1973), Mexico (1994), Sydkorea (1996), Chile (2010) og Israel (2010).
  • OECD arbejder desuden tæt sammen med Rusland, Brasilien, Kina, Indien, Indonesien og Sydafrika.
  • Organisationen har siden 2006 haft mexicanske José Angel Gurría som generalsekretær.

Kilde: OECD.

Tid til at stramme op

Det er på tide at stramme op i banksektoren, mener OECD, der har disse markante anbefalinger til, hvad der skal ske for at undgå nye vanskeligheder for den finansielle sektor:

  • Der skal skabes en ny overvågningsenhed for realkreditinstitutterne, ligesom bankerne har Finanstilsynet. Der er nemlig behov for at overvåge de afdragsfrie lån samt den måde, institutterne får kapital på.
  • Det skal sikres, at alle banker, specielt de største har rigelig kapital.

Sådan lyder anbefalingerne i forhold til bankerne.

Men OECD går endnu videre. Dybt forgældede boligejere skal til at afdrage. Derfor lyder anbefalingen:

  • Husholdninger, der skylder mere end 80 pct. af ejendomsværdien og har afdragsfrie lån, skal opfordres til at komme i gang med afdragene.

Bankerne fylder meget i dansk økonomi. Banksektoren udgør 400 pct. af bruttonationalproduktet, BNP.

Det behøver ikke være et problem i sig selv, men da de danske banker ikke klarer sig lige så godt som de nordiske konkurrenter, vækker det bekymring i OECD. Det skyldes ikke mindst den bristede boligboble i Danmark.

Sårbare banker

Der er også relativt mange, der har problemer med at betale deres lån tilbage. Men der er primært tale om landmænd og mindre virksomheder, og de problemramte lån befinder sig primært i de mindre banker.

De tre største banker sidder på ca. 78 pct. af det samlede bankmarked, og OECD noterer sig, at antallet af banker i Danmark er faldet fra 137 i 2007 til 78 i 2013. "Men mange af dem er stadig sårbare," lyder det fra OECD.

Læs også