DR Sporten har nedlagt arbejdet

Medarbejderne på DR Sporten har mandag eftermiddag nedlagt arbejdet. Arbejdsnedlæggelsen sker i protest over, at ledelsen har varslet afskedigelser.

DR Sporten nedlægger arbejdet i protest over varslede fyringer. Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

Medarbejderne på DR Sporten har mandag kl. 13.20 nedlagt arbejdet

Arbejdsnedlæggelsen sker, efter at ledelsen har varslet fyringer i forbindelse med den aktuelle sparerunde, der blev meldt ud forrige uge.

"Det sker, fordi vi i dag er blevet informeret om, at der i morgen tidlig skal fyres et endnu ukendt antal medarbejdere på Sporten.

Fyringerne sker som en konsekvens af et underskud på knap 3 millioner kroner.

Et underskud der er opstået på grund af uansvarlig ledelse og økonomistyring.

Ledelsen har påtaget sig ansvaret, men i morgen tidlig er det udelukkende medarbejderne, der betaler prisen.

Derfor nedlægger vi arbejdet indtil fyringsrunden i morgen kl. 9
," skriver DR Sportens medarbejdere i en intern mail, som MediaWatch har set. 

Dagligdagen for dyr

DR Sportens ledelse varslede i forrige uge en sparerunde, der skulle finde besparelse for mellem 2 og 3 mio. kr.  i afdelingen. Sidste år overskred afdelingen sit budget med et tilsvarende beløb, og for at undgå, at det samme sker i 2014, har man skullet finde en række besparelser.

Ifølge Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder, er det den daglige dækning på tv, radio og web, der har givet budgetoverskridelser.

Medarbejderne har anklaget ledelsen for ikke rettidigt at tage hånd om de overskredne budgetter.

Siden forrige uge har den faglige gruppe og ledelsen forhandlet og forsøgt at finde fælles løsninger på, hvor besparelserne kan findes, og om mulighederne for at undgå fyringer ved bl.a. omplacering af medarbejdere i DR Nyheder.

Men ifølge den interne mail, har ledelsen altså oplyst, at der vil blive tale om fyringer i afdelingen, der tæller omkring 35 redaktionelle årsværk.

MediaWatch forsøger at få en kommentar fra DR.

Læs også