Nu virker dankortet igen

Det store sammenbrud skyldtes netværksproblemer hos en af Nets' underleverandører.

Foto: Lærke Posselt

"Nu er systemet oppe at køre igen. Klokken lidt over fire fik jeg at vide, at det var kommet op igen," fortæller Ulrik Marschall, kommunikationskonsulent i Nets, der er selskabet bag dankortsystemet.

Nets arbejder nu på at stabilisere systemet, der har lammet dankort-terminaler, billetautomater mm. over hele landet siden tidligt i morges.

"Selvom det virker igen, kan der selvfølgelig stadig være nogle småproblemer. Det holder vi lige nu øje med. Men vi kan se, at transaktionerne går igennem - også på de ubemandede stationer," siger Ulrik Marschall.

Fejl hos underleverandør

Dankort-systemet har samlet set været nede i omkring 11 timer, hvilket er ualmindeligt længe i forhold til tidligere nedbrud hos Nets. Ifølge dankortudbyderen skyldtes sammenbruddet et netværksproblem hos IBM, som er en af selskabets underleverandører.

"Vi har siddet med IBM's teknikere hele dagen for at løse problemet. Hvis vi kunne have gjort det hurtigere, så ville vi selvfølgelig have gjort det. Men problemet var mere kompliceret, end vi havde regnet med," fortæller Ulrik Marschall.

Dankortsystemet brød sammen omkring kl. 05.15 i morges efter en planlagt it-opdatering af systemet. Herefter mistede Nets forbindelsen til en datacentral, som selskabet i samarbejde med IBM har kæmpet for at fikse hele dagen.

Begrænset skaderne

Sammenbruddet har betydet, at danske betalingskort ikke kunne anvendes flere steder - heriblandt ubemandede tankstationer og DSB's billetautomater.

Nets har derfor opfordret butikker til at benytte sig af en offlineprocedure, hvilket betyder, at kunderne alligevel har kunne betale med deres dankort, men at pengene først vil blive trukket, nu når systemet er oppe at køre igen.

"Vi regner med, at der er mange, der har den her offlineprocedure, der gør, at de har kunnet modtage betalinger og holdt sig kørende gennem dagen. Heldigvis." Lyder det fra Ulrik Marschall.

Alle der har været påvirket af nedbruddet burde nu igen kunne bruge deres almindelige online betalingssystem, oplyser han. De betalinger, der er foretaget mens systemet var nede, ligger lige nu i kø og bliver løbende gennemført.

Læs også