11 sekunder

Det tager cirka 11 sekunder at læse denne indledning, og for Japans økonomiminister Akiri Amari har 11 sekunder så stor betydning, at de kan være afgørende for den vestlige verdens økonomiske fremtid.

Foto: Mario Vedder/AP

DAVOS

Aktier er værdipapirer, som man bør købe med det lange sigte for øje.

Budskabet er hørt til hudløshed fra investeringsrådgivere, og netop derfor bekymrer det Japans økonomiminister Akiri Amari, at en stadig større del af verdens aktiehandel er computerstyret, og at investorerne i gennemsnit kun ejer aktierne i 11 sekunder.

Middagsanalyse
  • Vi bringer hver dag i Premium en analyse af et aktuelt emne.

»Nogle investorer har fået udviklet computerprogrammer, der er i stand til at beregne kursgevinster ved at købe, eje og sælge aktier på 11 sekunder. Lige nok til at blive registeret som ejer og til at hente en kursgevinst på måske 0,05 pct. Det lyder af ingenting, men over tid kan man tilsyneladende tjene gode penge; ellers ville disse computerstyrede lynhandler næppe vokse så meget i omfang, som vi oplever,« siger han.

Akiri Amari er i Davos sammen med Japans premierminister Shinzo Abe, der efter snart et kvart århundrede med recession, stagnation og deflation forsøger at styre verdens tredje største økonomi i en retning, der skal genskabe inflationen og bringe Japan tilbage på stabil økonomisk vækst.

Fra recession i 2012, har Japan i de første tre kvartaler af 2013 haft økonomisk vækst, hvilket tilskrives den nye kurs, ofte kaldet ”Abenomics”, idet premierminister Abe tiltrådte i slutningen af december 2012, og derfor ikke har noget politisk ansvar for recessionen i det år.

Blandt elementerne i Abenomics, at selskabsskattens højeste trin er sænket fra 38,0 til 35,6 pct., hvilket fortsat er blandt de højeste satser i OECD. Momsen vil blive sat op fra 5 til 8 pct., og årtier statsstøtte til produktionen af ris vil blive afviklet. Desuden vil el-markedet blive liberaliseret.

En blandt mange forudsætninger for, at Abenomics skal lykkes, er at erhvervslivets investeringer stiger, og at investorerne i stigende grad vil placere deres penge i japanske aktier. I bestræbelserne på at tiltrække flere udenlandske investorer, vil Shinzo Abe give udenlandske aktionærer større indflydelse i de børsnoterede japanske selskaber. Tillige skal arbejdsmarkedsreformer øge lysten til at investere i Japan.

Det bringer os tilbage til de 11 sekunder.

Ingen investor, der kun ejer en aktie i få sekunder, kan have antydning af interesse i det selskab, der har udstedt aktien. Om selskabet har succes eller det modsatte, er ligegyldigt. Om direktionen er dynamisk og skaber organisk vækst eller det modsatte, er også ligegyldigt. Om selskabet ansætter eller afskediger medarbejdere er uden betydning.

Ret beset er alt ligegyldigt, bortset fra den marginale fortjeneste på måske 0,05 pct.

Økonomiminister Amari siger det ikke direkte, men vi må forstå, at han ikke ville protestere, hvis man skulle eje aktier i en længere periode, før de måtte sælges. At man investerer af interesse for selskabet og ikke kun den mulige kursgevinst.

Når han ikke siger det højt, skyldes det blandt andet, at den jurauddannede minister udmærket ved, at det ikke kan lade sig gøre at sætte sådanne begrænsninger. Hvor lang skal ejerperioden være? Hvem skal kontrollere, at den overholdes? Hvad skal straffen være, hvis den ikke overholdes?

Og hvordan vil den japanske økonomiminister forholde sig til det faktum, at de hurtigste computergenererede finansielle transaktioner i dag gennemføres på blot 10 mikrosekunder – øjet bruger trods alt 350.000 mikrosekunder på at blinke.

Med de seneste fiberkabler, der er lagt på bunden af Atlanten, tager det 59,8 millisekunder at sende data fra The City i London til Wall Street og retur.

I dag genereres hen ved halvdelen af handelsvolumen på det amerikanske aktiemarked af store computersystemer, der med sofistikerede og specialudviklede programmer kan løbe igennem enorme mængder af finansielle data og lokalisere værdipapirer, hvor de aktuelle kurser ikke afspejler den værdi, som de finansielle data afspejler, og på et splitsekund afgive en købsordre, der rykker kursen det fragment af en procent, som splitsekundet senere gør det muligt at sælge med fortjeneste.

Investorerne bag disse it-systemer interesserer sig for teknologi og penge. Det er ikke dem, der lytter til den strategi, som et børsnoteret selskab præsenterer, eller direktionens plan for at føre den ud i livet. Ej heller, at investeringerne i produktudvikling i det kommende regnskabsår vil stige fra 4 til 6 pct. af omsætningen.

For de børsnoterede selskaber er lyn-investorerne et eksistensvilkår, men ikke den type investorer, nogen bestyrelse eller direktion ønsker sig.

En af udfordringerne med at tiltrække nye investorer er det fundamentale tab af tillid til politikere og erhvervsledere, der er sket i kriseårene.

Det er gammel visdom, at den troværdighed, som det har taget 10 år at opbygge, kan forsvinde på 10 sekunder… eller 11 sekunder, for nu at blive i Akiri Amaris billede.

Sat på spidsen kan man med nogen ret mene, at hvis et børsnoteret selskabs troværdighed kan fordufte på 11 sekunder, er det kun ret og rimeligt, at investorerne kan drøne ind og ud af en aktie på 11 sekunder.

Hvis den japanske økonomiminister så gerne vil have, at de bliver lidt længere, bør han overveje, om angrebsfladen ikke bør være at fremme god selskabsledelse, øge gennemsigtigheden i de børsnoterede selskaber og herigennem genskabe den troværdighed, der får investorerne til at turde satse mere langsigtet.

Finanskrisen har om noget lært menigmand, hvor hurtigt penge kan forsvinde, og hvor hurtigt mange års møjsommeligt skabte værdier på pensionsopsparinger kan decimeres eller det, der er værre.

Troværdighedskrisen er formentlig den af alle kriserne – subprimekrisen, kreditkrisen, finanskrisen, den økonomiske krise, statsgældskrisen, m.fl. – der sidst vil blive overvundet.

Hvornår tør menigmand igen have tillid til bankdirektører, entreprenører eller ejendomsinvestorer? Eller for den sags skyld de folkevalgte politikere, der først opdagede kriserne, da de var uafvendelige realiteter?

11 sekunder er en evighed.

  • På 11 sekunder kan en minister nå at lyve for Folketinget.
  • På 11 sekunder kan en minister nå at bevilge én million kroner til nogen, der ikke har bedt om den.
  • På 11 sekunder kan en minister opdage, at han har været vidende om noget, som han ellers hævdede ikke at have vidst noget om.
  • På 11 sekunder kan nyheden om, at topchefen i Danmarks største bank er fyret, nå at sprede sig på alle medieplatforme.
  • På 11 sekunder kan en børsnoteret virksomhed nå at udsende den børsmeddelelse, der sender aktiekurser i frit fald – eller det modsatte.
  • På 11 sekunder kan Usain Bolt have løbet længere end 100 meter.
  • På 11 sekunder kan en Bugatti Veyron have nået en hastighed på over 200 km/t.

Det er en skam, at Albert Einstein ikke er i Davos, da 11 sekunder er en relativ, der synes afhængig af dem, der oplever dette tidsrum. For nogle en evighed. For andre et øjeblik.

Hvis Akiri Amari og hans politiske chef gør deres arbejde ordentligt, vil tiden arbejde for dem, men det er alle andre opfattelse af tid, der afgør, om de får succes.

BRANCHENYT
Læs også