Her er Bjarnes Corydon brev om Dong

EnergiWatch har fået fingrene i det brev, finansministeren har sendt til sine partifæller.

Finansminister, Bjarne Corydon (S).  Arkivfoto: Niels Hougaard

"Kære partifælle

Der har de seneste uger været debat om den aftale om kapitalindskud i DONG, som et bredt flertal af partierne i Folketinget har tiltrådt, og som Finansudvalget nu behandler og forventes at bekræfte i næste uge.

Baggrunden for kapitaltilførslen er enkel. DONG har de seneste år været økonomisk udfordret og er nødt til at få tilført yderligere kapital, hvis det skal være muligt for selskabet at virkeliggøre sit investeringsprogram, der bl.a. satser massivt på at udnytte selskabets viden inden for havvind. Baggrunden for de økonomiske problemer er bl.a. betydelige tab på gasmarkedet, som følge af nye gasfund. DONG's aktuelle udfordringer viser med al tydelighed, at energiinvesteringer ikke er risikofrie.

Derfor skulle vi som politikere tager stilling til, om man skulle bremse selskabets investeringsplaner i havvind eller tilføre kapital, der kunne muliggøre investeringerne.

Jeg synes så afgjort, at der skulle tilføres kapital, da selskabet også klart mente, at havvind var et forretningsområde med et stort potentiale. Det tilsluttede den brede kreds af partier sig, der står bag forliget om DONG - dvs. regeringen, V, K og DF.

Regeringen har derefter gennemført en proces, hvor potentielle investorer kunne byde ind. På den baggrund er det besluttet at modtage kapitalindskud i DONG fra investeringsbanken Goldman Sachs, ATP og PFA. Den beslutning er alene truffet ud fra, hvad der var det bedste tilbud for DONG og staten. Investorerne bliver medejer, men staten beholder aktiemajoriteten og har dermed bestemmende indflydelse i DONG. For at sikre sig at strategien holdes, får investorerne nogle vetorettigheder - blandt andet i forhold til investeringer. Det har været drøftet i offentligheden og er kort kommenteret i dette notat.

Enkelte har talt for, at staten og dermed skatteyderne blot selv skulle have tilført de over 10 mia. kr., som DONG nu modtager fra private investorer. Det synes jeg ikke, så længe vi fortsat kan have aktiemajoriteten. Det er rigtigt, at staten kan låne billigt, men når pengene skydes ind i energiinvesteringer, løber vi også en risiko for at tabe penge. Derfor synes jeg, det er godt, at vi allierer os med private investorer, der kan påtage sig en del af den risiko, der er for at tabe pengene. Det tror jeg, at vi, der både er skatteydere og tilhængere af massive investeringer i havvind, er bedst tjent med.

Mvh.

Bjarne Corydon"

BRANCHENYT
Læs også