Statoil på vej med nye milliard-besparelser

Forleden skar Statoil 239 stillinger inden for administration og it for at sænke udgifterne. Nu kommer der mere.

Foto: AP/Maja Suslin

Statoils spareplan, der skal reducere de høje omkostninger i Norge, kan nu komme til at gå ud over landanlæggene. I alt fald skriver den norske avis Dagens Næringsliv - med reference til den ofte velorienterede Stavanger Aftenblad, at den norske oliegigant vil skære udgifterne på de norske landanlæg med en milliard norske kroner over de næste tre år.

Det er kun få dage siden, at Statoil offentliggjorde en plan for at reducere udgifterne til IT, finans og administration ved at nedlægge 239 stillinger i Norge og i stedet udlicitere dem til lavtlønslande. Statoil mener som flere andre aktører i den norske energisektor, at de høje norske lønninger er et problem for de norske selskaber, hvoraf flere allerede har truffet konsekvensen og er flyttet til udlandet.

"What does the fox say?"

Statoils CEO, Helge Lund, vurderes af flere medier i Norge endelig at have taget kampen op mod de norske fagforeninger, der har været med til at sikre de høje lønninger i den norske energisektor. For få dage siden tordnede Lund mod  den norske mentalitet på en konference i Stavanger, hvor han skældte ud over at der mere prestige i at blive kendt for at kunne sige som en ræv (sangen "What does the fox say?", red.) end for at gå op i industriens vilkår.

Ifølge intern kommunikation, som avisen har fået adgang til, henviser Statoil til hastigt stigende omkostninger som baggrunden for besparelserne:

"Vi bruger flere timer end de fleste af vores konkurrenter på driften af anlæggene. Vi har altså både høje omkostninger og lav effektivitet," hedder det i dokumentet.

Ifølge Dagens Næringsliv har Statoil allerede været igennem en besparelsesrunde på landanlæggene. Målet om ved årsskiftet at skære 1,1 mia. NOK af de årlige udgifter og øge indtægterne med 800 mio. NOK fra 2009 var opnået. Nu tyder det på, at de årlige udgifter ved landanlæggene skal skæres med endnu en mia NOK inden 2016 i forhold til 2012.

Et af de anlæg, der har haft underskud flere år i træk, er Mongstad-raffinaderiet, som ifølge avisen vil vise endnu et underskud i 2013.

BRANCHENYT
Læs også