12.000 danskere protesterer mod Dong-aftale

På kort tid har mange tusinde danskere skrevet under på underskriftsindsamling mod aftalen med Goldman Sachs.

12.000 protester mod Dong-aftalen. KRABBE LARS

"Det er groft, at politikerne vil forære aktier til et korrupt foretagende, der er involveret i skandaler."

Sådan lyder et af eksemplerne på hjemmesiden skrivunder.net, hvor 12.344 i skrivende stund har registreret sig siden d. 25. december i en protest mod DONG Energys aftale med Goldman Sachs om en kapitaltilførsel på 8 mia. kr.

Det er en eksplosiv stigning i forhold til for bare en uge siden, hvor godt 2.000 havde skrevet under.

Beskeden tillid

I aftalen, der blev indgået i efteråret, og som også omfatter ATP og PFA, får banken således vetorettigheder på en række punkter, ligesom selskabet får en post i bestyrelsen af det statskontrollerede selskab.

De ting plus selve samarbejdet med den amerikanske bank, der er blevet skældt voldsomt ud for sin rolle i forbindelse med finanskrisen, er nogle af kritikpunkterne, der går igen på protestsiden.

"Min tillid til DONG er meget beskeden. Goldman Sachs har jeg slet ikke antydning af tillid til," lyder fra en af underskriverne på protesten med navnet "Stop-salget_af_DONG_til_Goldmann_Sachs".

Bag underskriftsindsamlingen står Ulrik Mersø, som skriver om begrundelsen:

"Denne underskriftsindsamling er sat i værk for omgående at få sat en stopper for salget af DONG til Investeringsbanken Goldmann Sachs. Skulle protesterne være virkningsløse, og gennemføres salget under de nuværende betingelser, må det afstedkomme et klart mistillidsvotum til Finansminister Bjarne Corydon."

BRANCHENYT
Læs også