ADAC: Slut med prisuddelinger

"Der er tale om en totalskade," siger ADAC- præsident om afstemningsskandale.

Gelben Engel-uddelingen har ingen fremtid, lyder det nu fra ADAC-præsidenten Peter Meyer. Foto: ADAC

Efter 10 år skal det tilsyneladende være slut.

Prisuddelingen har ingen fremtid. Der var tale om en totalskade.

Peter Meyer, præsident for ADAC

Det tyske bilistklub ADAC opgiver ifølge præsidenten, Peter Meyer, at uddele sine Gelben Engel-bilpriser. Skaderne efter årets skandale har været for omfattende.

"Prisuddelingen har ingen fremtid. Der var tale om en totalskade," siger Peter Meyer til branchesitet Automobilwoche.de.

Manipulerede tal

Tyske medier med Süddeutsche Zeitung i spidsen har gennem de seneste par uger afsløret, at ADAC gennem flere år har manipuleret med Gelben Engel-afstemninger ved at pumpe stemmetallene op.

Klubben har næsten 19 mio. medlemmer, og de har kunnet deltage i afstemningerne enten via nettet eller ved at indsende en kupon fra bladet Motorwelt.

Men ADAC har opgivet langt højere stemmetal, end der reelt var afgivet.

En tiendedel af stemmerne

I forbindelse med tildelingen af prisen som tyskernes yndlingsbil oplyste ADAC i år, at Volkswagen Golf havde fået 34.299 stemmer. Men med oplysninger og dokumenter fra en kilde hos ADAC kunne Süddeutsche Zeitung afsløre, at der kun var afgivet 3.409 stemmer på bilen.

Det er kun en tiendedel af det oplyste.

På den baggrund overvejer Volkswagen nu, om prisen skal leveres tilbage.

Tilbage til kerneområder

"I øjeblikket spekulerer vi overhovedet ikke på, om vi på et tidspunkt igen skal uddele priser. Har Gelben Engel stadig en fremtid? Sikkert ikke. Nu vil vi søge tilbage til vores kerneområder for at få genopbygget tilliden til vores organisation," siger Peter Meyer til Automobilwoche.

Ikke helt afstemt

Ifølge Spiegel Online synes beslutningen om prisuddelingerne dog ikke helt at være afstemt i toppen af ADAC. Således giver forretningsfører Karl Obermair udtryk for, at fremtiden er uvis, og at sagen er under overvejelse.

"Beslutningen om, hvorvidt der skal uddeles priser under en eller anden form, vil blive truffet på et senere tidspunkt. Men en festlighed som den i Allerheiligen-Hofkirche i München vil afgjort ikke blive gentaget," siger en talsmand til Spiegel Online.

BRANCHENYT
Læs også