Amerikanske investorer trækker sig fra Nordsøen

Lønsomheden er langt bedre i amerikansk skiferolie end den dyre norske offshoreindustri.

Høje lønninger og højt skattetryk. Det er ikke forbundet med lutter gode ting at være på det store norske oliemarked, hvis man kigger på det med udenlandske investeringsbriller. Og det er netop, hvad cheføkonom Marianne Kah i den amerikanske energivirksomhed ConocoPhilips har gjort på et olieindustripolitisk seminar i norske Sandefjord, skriver Dagens Næringsliv.

"Vi har mange investeringsmuligheder i tight olie (betegnelse for skiferolie, der ligger i tætte og porøse lag, red.) i USA, som er langt mere gunstige end den norske sokkel," udtalte Marianne Kah ifølge avisen og fortsatte:

"Højt skatteniveau straffer Norge. Vi har mulighed for at opnå bedre lønsomhed i ressourcerne i USA."

Cheføkonomen mener, at der med den voksende amerikanske produktion af olie vil komme et overskud af såkaldt letolie i markedet, og at det vil ramme hele den norske olie produktion.

"Det kommer til at få konsekvenser for Nordsøen. Den eneste grund til at vi ikke har det endnu, er at og olien fra Libyen, der er af samme kvalitet, er ude af markedet," sagde Marianne Kah på konferencen i Sandefjord.

Blandt udgifterne til arbejdet på den norske sokkel hører lønningerne til blandt de største. I den seneste opgørelse fra Statistisk Sentralbyrå havde de fuldtidsansatte i den norske olie- og gasindustri per 1. oktober 2013 en gennemsnitlig månedsløn på 65.400 norske kroner eksklusiv overtidsbetaling. Det var en fremgang på 3.600 norske kroner eller 5,7 procent i forhold til samme periode sidste år.

Så meget tjener de norske oliearbejdere 

Statoil på vej med nye milliard-besparelser 

Dansk glæde over nye norske licenser

BRANCHENYT
Læs også