Unge boligejere køber sikkerhed

Alderen har en stor betydning for, hvilket boliglån vi vælger.

Yngre boligkøbere vælger i stigende grad flekslån fra og tager fast forrentede lån i stedet for. Foto: Casper Dalhoff

Danskerne er vilde med flekslån, men nogle er mere vilde end andre. For meget tyder på, at alderen har stor betydning for, hvilket boliglån vi vælger.

Og de unge er ikke i tvivl. De køber i stigende grad den sikkerhed, der ligger i at have et fast forrentet lån, viser tal fra Totalkredit, der står for en tredjedel af udlånene i Danmark.

Vælger rentesikkerhed

"At rentesikkerhed spiller en større rolle for helt unge boligejere, end det gør for de øvrige aldersgrupper, skyldes formentlig, at de unge ofte har en strammere økonomi end de lidt ældre. Hvis økonomien er lidt stram, og man derfor ikke er lige så polstret til at kunne tåle uforudsete udgifter, så kan det give god mening at vælge et boliglån med fast rente, så man kender sine fremtidige ydelser på forhånd," siger forbrugerøkonom i Sydbank, Camilla Skovsbo Erichsen, til epn.dk.

Nye tal fra Realkreditrådet viser, at ca. 68 pct. af alle boliglån fortsat er flekslån. Det er samme billede som sidste år.

Det nye er dog, at der er flere, som vælger fast forrentede lån, men det er altså ikke slået igennem i statistikkerne endnu.

Hos Totalkredit er cirka 54 pct .af lånene med variabel rente, når man ser på boligejere under 30 år. Hos de øvrige aldersgrupper ligger andelen af variabelt forrentede lån noget højere, omkring 62-66 pct.

Det er hos de 40-50 årige, at begejstringen for de variabelt forrentede lån er størst. Knap 66 pct af lånene til de 40-50-årige boligejere hos Totalkredit har variabel rente.

Geografiske forskelle

Det er ikke kun alderen, der spiller ind. Lysten til at vælge boliglån afhænger også af, hvor i landet man bor.

I Midtjylland, Syddanmark og på Sjælland vælger ca. 64 pct. flekslån. I København er tallet 70 pct. Men i Nordjylland er der mere forsigtighed. Her vælger kun 59 pct. lå med rentetilpasning.

"Man bør kun vælge et lån med variabel rente, hvis man kan leve med den usikkerhed der følger med, når ydelsen kan ændre sig, og hvis man har luft nok i økonomien til at kunne tåle, at renten stiger. Derudover skal man være opmærksom på, at man beskytter boligens friværdi bedre med et fastforrentet lån," siger Camilla Skovsbo Erichsen.

BRANCHENYT
Læs også