Remoulade blev til mayonnaise ved en farlig fejl

Varen kan give en allergisk reaktion, da varedeklarationen ikke er korrekt.

Fødevarestyrelsen opfordrer alle forbrugere, der har købt remouladen i Fakta, til at kassere produktet.  Foto: Astrid Dalum

En light remoulade bliver nu trukket tilbage fra alle Fakta-butikker over hele landet.

Det sker efter, at remouladen har fået en forkert etiket på bagsiden.

Det gælder helt specifikt varen Remoulade Light på 400 gram fra Stryhns.

Varen er produceret og pakket den 3. januar på Stryhns fabrik og er mindst holdbar til den 3. maj.

Det oplyser Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.

Risiko for allergisk reaktion

Problemet består i, at forbrugerne ikke får oplyst alle ingredienser i produktet.

Varedeklarationen på remouladen er ved en fejl blevet skiftet ud med en varedeklaration for en light mayonnaise, og den oplyser derfor ikke alle ingredienserne, der indgår i remouladen.

Blandt andet står der ikke, at remouladen indeholder ingredienser såsom soja, mælk og sennep.

Det udgør en risiko for forbrugere der lider af soja-, mælk- eller sennepsallergi, der kan opleve en allergisk reaktion, hvis de spiser produktet.

En menneskelig fejl

Ifølge Stryhns er der sket en menneskelig fejl, da varen er nået ud i butikkerne med den forkerte varedeklaration, selvom virksomheden har udført kontroller.

"Når vi laver de her produkter, så sætter vi selvfølgelig en etiket på forside og bagside, og så sidder der en og kontrollerer, at det er de rigtige etiketter, der bliver sat på.

Men den person, der har siddet og kontrolleret det, har altså ikke opdaget fejlen, og dermed registreret det forkert," siger Lena Bjertrup, kvalitetschef for Stryhns.

Ifølge hende er der tale om cirka 2.000 flasker remoulader.

Ingen forbrugere har henvendt sig

Fejlen blev opdaget ude i en af Faktas butikker, da flaskerne blev sat på hylderne.

"Vi opdagede desværre ikke selv fejlen, men blev kontaktet af en af Faktas butiksindehavere, og vi undersøgte så sagen nærmere for at finde ud af, om der kun var tale om en butik," siger Lena Bjertrup.

Men remouladerne var nået ud i flere butikker.

Lena Bjertrup forklarer dog samtidig, at ingen forbrugere har henvendt sig med gener i forhold til at have spist produktet.

"Vi har en hjemmeside, hvor forbrugere kan henvende sig, hvis de har klager over vores produkter. Men der er ingen forbrugere, der har henvendt sig i forbindelse med det her," siger hun.

Opfordring: Smid remouladen ud

Alligevel opfordrer Fødevarestyrelsen alle forbrugere, der har produktet stående hjemme i køleskabet, om at kassere remouladen.

Ifølge Coop er det et meget beskedent antal af remoulader, der er blevet solgt.

"Jeg har ikke et præcis tal for det, men når vi taler om en remoulade i en variant, så er det en meget lille mængde," siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos Coop, hvor Fakta-kæden indgår.

Han fortæller samtidig, at kunderne selvfølgelig vil få pengene retur, hvis de afleverer remouladen i den butik, hvor det er købt.

BRANCHENYT
Læs også