De kommer med danske Dong-milliarder

Fire af fagbevægelsens største pensionskasser er klar med Dong-milliarder.

Anders Bondo åbner nu op for milliarder til Dong fra fire af fagbevægelsens største pensionskasser.

- Det er meget realistisk, det tror jeg bestemt. Der er flere pensionskasser, der har sagt, at de vil indgå, så det er særdeles realistisk.

Ordene kommer fra Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforenings 90.000 medlemmer og samtidig formand for Lærernes Pension.

Sammen med sygeplejerskernes og pædagogernes pensionskasser samt PenSam er der nu et solidt hold på fire, der opfordrer regeringen til at droppe samarbejdet med det amerikanske investeringsselskab Goldman Sachs og i stedet søge et dansk alternativ.

Stabil partner

De fire har fundet sammen inden for de sidste par døgn for at overveje en løsning.

Bondo understreger, at aftalen naturligvis skal være i orden, men at man ud fra det, der har været fremme om aftalen med Goldman Sachs, sagtens kan findes en løsning, der økonomisk og i forhold til vilkår samlet set bliver en bedre aftale for staten og skatteborgerne.

- Vi skal dække 30-50 år frem og det kan være en fordel for Dong med en stabil partner med et langsigtet perspektiv, siger han.

Men er det ikke risikabelt at være filantropisk for pensionskundernes penge?

- Nej, vi tager risici hver eneste dag for medlemmerne penge. Gør man ikke det, får man heller ikke et afkast, siger Anders Bondo.

Skuffet over forløbet

Bondo er, som andre Jyllands-Posten har været i kontakt med, skuffet over forhandlingsforløbet, der endte med at PFA, ATP og Goldman Sachs står til at blive medejere af Dong.

På tirsdag er finansminister Bjarne Corydon (S) kaldt i samråd for at forklare sagen over for Folketingets finansudvalg.

Det har ikke været muligt at tale med finansminister Bjarne Corydon om muligheden for en ny budrunde eller hans syn på, at flere af fagbevægelsens pensionskasser nu er klar til at matche Goldman Sachs' tilbud.

Styrke kapitalgrundlaget

I et skriftlig svar fra ministeriets presseafdeling udtaler finansministeren:

- Finansministeriet er ikke blevet kontaktet i forbindelse med, at nogen skulle overveje et nyt bud på DONG. Det har været kendt i snart et år, at vi og DONG Energy ville gennemføre en proces for at styrke kapitalgrundlaget i virksomheden, og det er fire måneder siden, vi offentliggjorde, at vi var nået til enighed med Goldman Sachs, ATP og PFA.

- Vi er undervejs i forløbet løbende blevet rådgivet af Danske Bank Corporate Finance, for at sikre en fair og god aftale for staten. I sagens natur kan rådgiverne fra Danske Bank først udarbejde en fairness opinion, når aftalen er forhandlet på plads, da en fairness opinion altid knytter sig til en helt konkret transaktion.

BRANCHENYT
Læs også