Topchefer: Datatyveri næsten umuligt at bekæmpe

Bosser i det internationale erhvervsliv advarer ved erhvervsøkonomisk topmøde om store problemer med hackere.

Datatyveri og cyberangreb har været et stort tema ved World Economic Forum i Davos denne uge. Foto: AP

Kampen mod hackere og andre datasvindlere på nettet er nærmest umulig at vinde, og det koster erhvervslivet dyrt.

Det budskab har de seneste dage givet genlyd ved det erhvervsøkonomiske topmøde World Economic Forum i schweiziske Davos.

Flere topchefer har luftet deres irritation over, at de it-kriminelle som oftest er bedre til at bryde ind i ny teknologi, end selskaberne er til at beskytte  det.

"Det er næsten umuligt at forhindre datalækager. Det er en konstant kamp, og du kan ikke vinde den fuldstændigt," siger T.K. Kurien, adm. direktør for it-selskabet Wipro, til nyhedsbureauet Reuters under topmødet.

Kæmpe detailkæde hacket

Emnet er særligt kommet på dagsordenen, efter at den amerikanske detailkæde Target, der er den tredjestørste af sin slags i USA, er blevet udsat for omfattende datatyveri.

En international undersøgelse, der er blevet offentliggjort af Microsoft under topmødet i Davos, viser da også, at privatlivets fred er den største bekymring for de adspurgte, mens datasikkerhed kom ind på en andenplads.

Bekymringerne er kun blevet større, i takt med at flere og flere data er tilgængelige online, og Edward Snowdens NSA-afsløringer af den omfattende overvågning har kun øget mistilliden, skriver Reuters.

Også statsledere som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, markerede sig i cyber-debatten, idet han pointerede, at Israel med store investeringer på dataområdet har en ambition om at være blandt de tre bedst beskyttede nationer i cyberspace.

Terrorister vil tilegne sig cyberkapacitet

Tidligere på ugen blev der under topmødet også offentliggjort en global sikkerhedsvurdering, som blandt andet fokuserede på et worst-case scenarie af et stort sikkerhedssammenbrud - et såkaldt "cybergeddon", hvor hackere med altødelæggende cyberangreb kan få kontrol med væsentlige områder i samfundsstrukturen og lægge dem ned.

I rapporten bliver risikoen betegnet som "fjern", men med angreb som det mod Target, hvor det estimeres, at 40 mio. kreditkortoplysninger er blevet lækket, er tilliden nedadgående, skriver Reuters.

Herhjemme vurderer Politiets Efterretningstjeneste og Center for Terroranalyse dog ikke, at faren er overhængende.

"CTA vurderer, at terrorgrupper ikke har kapacitet til at gennemføre målrettede og ødelæggende cyberangreb på IT- og teleinfrastruktur, som kan have samfundsmæssige konsekvenser for Danmark, men at militant islamistiske terrorgrupper søger at tilegne sig cyberkapaciteter," lød det i en vurdering af terrortruslen herhjemme fra i fredags.

BRANCHENYT
Læs også