Massive kursfald i Asien

De asiatiske aktiemarkeder starter den ny uge med massive kursfald.

Stigende frygt for en opbremsning i den globale økonomi får investorerne til at søge mod sikkerhed fra for at sætte pengene i risiko-aktiver.

Investorerne afventer samtidig tirsdagens og onsdagens pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, der kan få indflydelse på de sidste dages handel inden
det kinesiske nytår sætter mange af de asiatiske markeder i står fra den kommende weekend.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger med et fald på 1,9 pct. først på eftermiddagen i den centralasiatiske tidszone.

- Optimismen er aftagende blandt de globale aktieinvestorer. Markederne er ved at miste momentum efter de store stigninger mod slutningen af sidste år, siger porteføljeforvalter Tetsuo Seshimo fra Saison Asset Management i Tokyo til Bloomberg News.

Medvind til dårlig stemning

I Tokyo får den negative indstilling yderligere næring af et massivt underskud på handelsbalancen i december. Dermed lander den japanske handelsbalance med et minus for tredje år i træk. Underskuddet i december løb op i 1302 mia. yen eller det dobbelte af underskuddet et år tidligere.

Underskuddet betyder et samlet hul i handelsbalancen på 11.475 mia. yen i 2013, hvilket er det største minus siden at de nuværende statistiske metoder blev indført i 1979. Det er samtidig den 18. måned med japansk underskud på samhandlen med udlandet.

Det toneangivende Nikkei-indeks ligger med et minus på 2,3 pct., mens det bredere Topix-indeks falder 2,4 pct.

I Kina står investorerne fortsat med frygt for en opbremsning, efter sidste uges data viste et direkte fald i aktiviteten i fremstillingssektoren.

- Der er gode grunde til at være forsigtig, da værdiansættelsen i markedet stadig er anstrængt. Vi kan sætte mange spørgsmål ved Kina, nu hvor fremstillingssektoren begynder at trække ned, siger chefstrateg Chris Weston fra IG Ltd i Melbourne til Bloomberg News.

Shanghai Composite falder 0,7 pct., mens CSI 300-indekset dropper 1,0 pct. Hang Seng-indekset i Hongkong ligger samtidig med et fald på hele 2,1 pct.

Blandt de øvrige asiatiske markeder ligger Sydkoreas Kospi-indeks med et fald på 1,3 pct., mens Singapores Straits reduceres 1,3 pct., og ASX200 indekset i
Sydney glider 0,4 pct.

Futures på det amerikanske aktieindeks S&P 500 og Nasdaq handles med stigninger på op mod 0,2 pct. i Asien.

Læs også