Nordea: Regeringens plan er farlig for boligejerne

Banken frygter investorflugt, som vil skade de danske boligejere.

Arkivfoto

Hvis erhvervsministerens forslag om ændringen af det danske realkreditsystem vedtages, så vil det skræmme en række udenlandske investorer væk, mener Nordea Markets analyseafdeling.

Under overskriften 'Simplicity is the ultimate sophistication' skriver chefanalytiker Anders Skytte Aalund, at den altafgørende grund til, at dansk realkredit har været en storsællert, er, at systemet er enkelt og let at forstå. Det risikerer man at smide over bord, hvis det ny lovforslag, der vil tvangsforlænge løbetiden på flekslånsobligationer i tilfælde af krise, vedtages.

"Det er vores opfattelse, at såfremt lovforlaget ”Fremtidssikring af dansk realkredit” vedtages, så vil en række af de investorer, der har købt korte danske realkreditobligationer undlade at geninvestere," skriver Anders Skytte Aalund i analysen.

Årsagen er, at mange investorer køber de helt korte flekslån med løbetid under 12 måneder, fordi de kun har mandat til disse meget korte investeringer. Er der bare den mindste risiko for forlængende, tilsiger deres mandat, at de må finde noget andet at købe.

"En anden væsentlig grund til, at de køber korte obligationer, er, at der i nogle tilfælde er begrænsninger på løbetiden i investorernes investeringsmandater. Sidstnævnte er et problem, da disse investorer ikke kan købe korte RTL’er (rentetilpasningslån, red.) udstedt under den nye lovgivning, fordi de sandsynligvis vil få en legal maturity, der er længere end ét år på grund af muligheden for forlængelse mere end én gang," skriver chefanalytikeren.

Rentetrigger afskrækker

Herudover tilføjer han, at ideen om at obligationerne skal forlænges ikke bare ved en mislykket auktion men også ved store rentestigninger vil være uspiselig for mange investorer.

"Derudover vurderer vi, at 5%-rentetriggeren vil afskrække nogle investorer fra at investere," skriver han og opsummerer:

"Samlet er vores vurdering, at den øgede kompleksitet og legale maturity fremadrettet vil medføre en mindre udenlandsk ejerandel."

Anders Skytte Aalund frygter også for den finansielle stabilitet, hvis renten stiger meget og pludseligt, fordi investorerne ikke ønsker at blive fanget af tvangsforlængelsen. Det vil få investorerne til at sælge stort ud af flekslånsobligationerne, fordi det danske marked ikke er stort nok til at kunne levere afdækning nok til alle.

"Når renten er steget, og man vurderer, at der er en reel risiko for, at den kan blive forlænget, er den eneste reelle afdækningsmulighed at sælge obligationerne. Dette vil i mine øjne skabe nogle meget negative dynamiske effekter, som vil øge den finansielle ustabilitet," skriver han og fortsætter:

"... sker der en kraftig stigning på kort tid (svag kronekurs evt. kombineret med stærke nøgletal), så vil investorernes overvågningsmekanismer slå ud. Tror investor, at der er en risiko for, at renten kan stige yderligere, er hans eneste alternativ for at afdække risikoen at sælge. Da de fleste investorer vil tænke på denne måde, bliver rentestigningerne forstærket, og dermed opnås de uønskede negative dynamikker."

Læs også