Goldman Sachs håber på snarlig Dong-aftale

Talsperson understreger, at der er tale om en langsigtet investering for finanshuset.

Indtil nu har Goldman Sachs været bemærkelsesværdig stille omkring sin otte milliarder store investering i det danske statsejede energiselskab Dong Energy.

Men i et svar til DR Nyheder aner man i dag en smule utålmodighed fra Finanshuset.

- Vi kommenterer af princip ikke på den politiske situation i Danmark eller i andre lande, men håber at denne proces snart vil blive afsluttet, så selskabet og dets ansatte kan gennemføre dets vigtige strategi for grøn energi, skriver Sophie Ramsay, der er talsperson for Goldman Sachs i et svar til DR Nyheder.

Tålmodig påkrævet

Hun understreger at der er tale om en langsigtet investering i samarbejde med ATP og PFA, der tilsammen smider tre milliarder kroner i projektet.

- Vi har tidligere foretaget årti-lange engagementer i Danmark og i andre lande og vi ser frem til rejsen med Dong Energy og dets majoritetsejer - både som et privat selskab og som et børsnoteret, skriver Goldman Sachs.

Banken ser desuden investeringen som langsigtet og støtter Dongs satsning på vedvarende energi, skriver hun.

Finansminister Bjarne Corydon ventes i samråd om handlen tirsdag, og aftalen ventes vedtaget i Folketingets Finansudvalg på fredag.

Læs også