Her tager det fire år at sælge boligen

Stor forskel på, hvor lang tid det tager at sælge boligen i Danmark.

Lagertiden for boliger til salg i Danmark viser historisk store udsving. Arkivfoto: Liv Høybye

Hvis du bor i København, kan du regne med at have solgt din bolig under et år. Hvis du bor på Nakskov eller Langeland, skal du beregne fire år eller måske mere.

Det viser en analyse, som Realkreditforeningen har udarbejdet.

Analysen tager udgangspunkt i, hvor lang tid det vil tage at få solgt boligerne i et bestemt område, hvis ikke der kommer flere til salg. Den viser med andre ord, hvor lang "lagertid", der er på boligmarkedet.

Markante udsving

Og udsvingene er markante.

"Der er store forskelle på, hvor lang tid det tager, for at antallet af handler svarer til antallet af boliger, der er sat til salg i kommunen. Det svinger mellem under et år i hovedstaden og de større byer og op til over fire år i kommuner i tyndt befolkede områder," konstaterer direktør i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft.

Hurtigst går det i København. Her vil lageret være tømt under et år. I Struer på Lolland og Langeland kan det tage fire år eller mere.

Før finanskrisen var ca. 20.000 parcelhuse udbudt til salg. I 2011 voksede tallet til over 40.000. Men selv om det tal efterfølgende er faldet, er der stadig en stor pukkel på lager.

"Forudsætningen for at puklen kan nedbringes er, at der kommer mere gang i økonomien og i boligsalget. Inden for det seneste år er forbrugertilliden forbedret, priserne for parcelhuse steget og specielt priserne for ejerlejligheder er steget markant. Det varsler godt for fremtiden," siger Karsten Beltoft.

Han tror på, at der vil blive handlet mere i løbet af 2014.

Håber på fremgang

"Formentlig vil vi se en fremgang i handelstallene, men vi kommer ikke tilbage til niveauerne før finanskrisen, hvor markedet var overophedet. Men stigende forbrugertillid vil få flere købere frem, hvor specielt de større byer trækker," siger han.

Realkreditforeningen har også opgjort, hvor lang tid det i gennemsnit vil tage at få solgt hele boligudbuddet i forhold til det faktiske salg af parcelhuse.

Fra 2004 til 2007 tog det 4-6 måneder før, at hele boligudbuddet var solgt. Efter 2007 gik handlen mere eller mindre i stå, og udbuddet af boliger voksede kraftigt. I 2011 toppede salgstiden med over 18 måneder, og i de seneste par år, er den igen faldet til 17 måneder i gennemsnit for hele landet.

Læs også