Aktier: C20 Cap faldt for fjerde handelsdag i træk

Pessimismen tog mandag teten på det danske aktiemarked, hvor 19 ud af 20 aktier endte i minus.

Samlet set dykkede det toneangivende C20 Cap-indeks 2,4 pct. til 689,2 og faldt for fjerde handelsdag i træk. Den ellers så fornemme begyndelse af 2014 er dermed næsten udvisket, efter at svage nøgletal fra den store kinesiske økonomi har presset markedet.

Særligt de cykliske aktier, der svinger med konjunkturerne, var under pres mandag, hvor blandt andre Vestas og FLSmidth oplevede store fald.

- Man kan godt kalde det er en minikorrektion, og det er måske heller ikke usundt, og det er ikke så overraskende. Nu må vi se, hvor stor korrektionen bliver. Vi står lige i starten af regnskabssæsonen, så når fokus kommer over på selskaber igen, og hvis der kommer pæne regnskaber, så skal der ikke meget til, før det brækker over og bliver positivt, vurderer Mads Zink, der er chefaktiehandler i Danske Bank, over for Ritzau Finans.

Minedrift i bunden

FLSmidth-aktien endte dagen med et fald på 4,4 pct. til 295,7 kr. i bunden af C20. Amerikanske Caterpillar, der ligesom FLSmidth leverer udstyr til mineindustrien, kom med overraskende stærke tal for fjerde kvartal. Men dykker man ned i tallene, er der ikke meget, der tyder på, at det får en positiv effekt for FLSmidth, vurderer aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.

- Det amerikanske selskab ser godt nok tegn på bedring i økonomien, og det er jo positivt, men inden for salg af minerelateret udstyr mærkes mineselskabernes tilbageholdenhed. Derfor venter det i 2014 at se et fortsat fald i salget af mineudstyr, siger han til Ritzau Finans.

Nedtur uden direkte årsag

Nederst i eliteindekset endte Vestas med et fald på 7,4 pct. til 165,3 kr. uden decideret nyt om selskabet, vis aktie typisk reagerer kraftigt sammenlignet med de mere defensive C20-kolleger.

TDC blev eneste aktie i C20, der mandag kunne notere et plus på kontoen og steg 0,8 pct. til 50,95 kr.

- Det kan man tilskrive aktien defensive karakter, forklarer Mads Zink.

Aktien i Carlsberg sluttede med et fald på 2,3 pct. til 562 kr. Valutakurserne udvikler sig ikke godt for bryggeriet, og specielt et markant fald i den russiske rubel kommer til at ramme indtjeningen. Rublen er svækket kraftigt de seneste dage, og der skal nu 47,25 rubler til at købe en euro. Ved udgangen af september stod euro i 43,82 rubler.

Mandagens positive historie stod Salling Bank for. Banken løftede sine forventninger, så den nu venter et overskud på 13 mio. kr. før skat mod et tidligere skøn på 9-11 mio. kr. Opjusteringen skyldes ifølge banken selv en positiv udvikling på posten for kursreguleringer.

Aktien i Salling Bank endte i et plus på 2,2 pct. i 213 kr.

Der er ingen C20-regnskaber tirsdag. Onsdag kommer Coloplast og Nordea med regnskaber, mens Novo Nordisk og Tryg byder på tal torsdag.

Læs også