Mærsk-selskab overvejer havne-investering ved Sortehavet

Global Ports, der netop har opkøbt den største konkurrent på det russiske marked, NCC, kigger allerede på nye investeringsmuligheder, fortæller kommerciel direktør (CCO) Roy Cummins, i et interview med ShippingWatch.

Anonymous

"Vi er blevet stærkere, men ikke dominerende," lyder svaret fra Global Ports kommercielle direktør (CCO), Roy Cummins, når han skal beskrive Global Ports' nye position på det russiske marked. Efter at overtagelsen af den største konkurrent i Rusland, NCC, blev godkendt for tre uger siden, har Global Ports, der bl.a. har APM Terminals som en af sine to hovedaktionærer, fået væsentlig mere styrke.

Men dominans mener Roy Cummins ikke man overordnet kan tale om, da der ifølge ham er store regionale forskelle og kamp om kunderne.

"Overordnet set har købet givet os en procentvis andel i Rusland i de lave 40'er. Men konkurrencen er stadig meget hård," påpeger han.

Den Transsibiriske Jernbane

Global Ports er frem for alt til stede to steder: med selskabet Vostochnaya Stevedoring Company i Fjernøsten i byen Vostochny ved Stillehavskysten, der har den fordel, at den er forbundet med den Transsibiriske Jernbane. Men som Roy Cummins peger på, er man her i konkurrence med den russiske Fesco Transportation Group, der holder til i nabobyen Vladivostock. Fordelen ved forbindelsen til den vigtige jernbanelinje er, at 85 procent af indgående containere fra Fjernøsten kommer til det centrale Rusland via jernbane.

Det andet helt store hub for Global Ports er Østersøen, hvor selskaber har interesser i de baltiske stater (Ust-Luga), Finland og så helt væsentligt i Skt. Petersborg, hvor en af konkurrenterne er det MSC-dominerede terminalselskab.

Når Cummins alligevel mener, der er god plads til andre end Global Ports, er det fordi, det russiske marked er "under-containeriseret". Det var også et af argumenterne for, at APM Terminals i sin tid betalte 5 mia. kr. for aktieposten på 37,5 procent sammenholdt med de pæne økonomiske vækstrater, som Rusland har præsteret også under finanskrisen. Opkøbet af NCC ændrede også på aktiefordelingen, så APM Terminals og TIHL nu hver ejer 31 procent af aktierne. For Cummins giver samarbejdet med APM Terminals muligheder for den russiske operatør, som kan bringe selskabet endnu videre.

Option i Sortehavet

"Partnerskabet med APMT har bragt to parter sammen, der komplimenterer hinanden godt. Partnerskabet kan være med til at give en mere effektiv drift af Global Ports. APMT bringer international erfaring, kommerciel indsigt og kontakter ind i samarbejdet, som vi kan have gavn af," lyder det fra direktøren.

DP World vil tilbage på det russiske marked 

2013 har budt på en vækst på det russiske containermarked i omegnen af fem procent. En af de ting, der er med til at bremse udviklingen i det baltiske område er fysiske barrier som den smalle indsejling til Skt. Petersborg og det faktum, at Østersøen fryser til is i månedsvis. Global Ports har da også mere kig mod syd og Sortehavet for at ekspandere sin forretning. Her er Global Ports slet ikke til stede i endnu i modsætning til f.eks. New Black Sea Terminal (NBST).

Som en del af aftalen med NCC har Global Ports nemlig sikret sig en tre-årig option på at kunne købe halvdelen af Illichevsk Container Terminal af NCC's ejere for 60 mio. USD. Terminalen ligger i Ukraine og dermed i et af de urolige områder i regionen lige nu. "En mulighed man analyserer og vil overveje," som det hedder.

"Vi regner med, at økonomien i Rusland bliver endnu bedre i 2014. Kunderne ekspanderer, og markedet er stærkt," lyder det fra Roy Cummins.

Containeriseringen måles per capita. I EU er den 168 per capita, mens den i Rusland kun er på 41.

BRANCHENYT
Læs også